Vis mig din kalender: Annegrethe Rasmussen

Obama-indlæg på Børsen og John Kerry-møde i Washington hører til højdepunkterne i denne uge for udenrigsjournalist Annegrethe Rasmussen, der går en hektisk uge i møde.

Deltagelse i en konference om Barack Obamas første 100 dage i København, et møde med senator John Kerry og et interview med Leonard Downie, afgående chefredaktør for Washington Post, står øverst på to-do listen i denne uge for tidligere chefredaktør og nuværende udenrigsjournalist i Washington DC, Annegrethe Rasmussen.

Hvad er højdepunktet i din kalender her i den kommende uge?

"Jeg kan ikke vælge et! Der er helt sikkert i hvert fald tre – og så har jeg ikke engang nævnt, at mine forældre kommer på besøg her i Washington torsdag ... Men jeg glæder mig til at deltage som oplægsholder i en konference om Obamas første 100 dage, som Dansk Erhverv og tænketanken Cevea afholder i København i den gamle Børssal mandag. Og så har jeg, efter jeg er kommet tilbage til Washington, en kanon onsdag, hvor jeg både skal interviewe Leonard Downie om amerikansk politik, magt og sex – det er sådan cirka emnerne for hans nye bog ’The Rules of The Game’ – og tale med Senator John Kerry til et møde om en ny transatlantisk miljøpolitik. Downie er en institution i det politiske liv i Washington DC, ud over at være afgående chefredaktør af Washington Post (han var også redaktør for Woodward og Bernstein under Watergate) under Watergate og en eftertragtet foredragsholder og forfatter, er han lige tiltrådt som gæsteprofessor i undersøgende journalistik ved University of Ariziona. Og så er jeg så heldig, at han også er blevet min ven.

John Kerry behøver vel ikke nogen nærmere præsentation efter hans mislykkede forsøg på at blive amerikansk præsident, men sammen med ham til det møde, jeg skal til, er også en af præsident Obamas centrale rådgivere på miljøpolitikken, Heather Zichal. Hun er en nøglefigur i udformningen af præsidentens nye miljøpolitik og fungerede som National Campaign Policy Director for Energy, Environment and Agriculture under hans kampagne."

Hvem er den mest spændende person, du skal møde?

"Man ved det jo aldrig før ugen er omme ... men da jeg som sagt allerede har mødt Len flere gange – og han er i hvert fald spændende – tipper jeg på Kerry. Selv om det kan ende med at blive Zichal. Sådan er det tit. Man tror man skal møde en spændende erfaren mand, og så er det den unge indflydelsesrige kvinde, som vinder ved nærmere bekendtskab.”

Hvad er den mest udfordrende opgave i ugens løb?

"Det er at holde den førnævnte tale mandag. Fordi der er så meget at vælge imellem. Amerikansk politik er altid et overvældende emne, men valget af Obama var større end noget andet i dette tiår, og det er nødvendigt for at holde en fængende og inspirerende tale, at kunne fokusere og holde publikums interesse fanget. Ikke at have alt med og holde sig fra for mange statistikker og tal."

Hvilket møde vil du helst springe over?

"Hvis man ellers kan rubricere det som et møde, må det være den aftale jeg har om et rutinetjeck i mammografi-afdelingen på mit hospital, Sibley Memorial senere på ugen. Jeg holder ikke af lægebesøg og er i øvrigt aldrig syg – selv om jeg har fire små børn, som kan smitte mig ! Men i efteråret fik jeg akut fjernet blindtarmen, efter at jeg havde gået rundt med den sprængt i tre dage, hvor jeg bare havde taget kodimagnyler og tænkt det nok ville gå over ... det var jo ret dumt og siden er jeg nok blevet lidt mindre vikingagtig, som min amerikanske læge kalder det, i min tilgang til eget helbred.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også