"Uden finanskrise løb vi rundt"

Fusionen mellem Dagbladet og Sjællandske Medier har været dyr, men synergieffekterne er ved at vise sig, siger Sjællandske Mediers topchef Torben Dalby Larsen.
Louise Reseke

"Det er noget, vi kan håndtere, og det er bedre end frygtet."

Chefredaktør og administrende direktør Torben Dalby Larsen ligger ikke vågen om natten over et årsregnskab, der siger minus 7,3 mio. kr. hos Sjællandske Medier med hovedsæde i Ringsted, der bl. a. driver de tre regionale dagblade Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet og Sjællandske.

Topchefen ligger i hvert fald ikke mere vågen, end han allerede har gjort, siden Dagbladet i Ringsted ved indgangen til 2008 fusionerede med Sjællandske Medier i Næstved. En fusion, der kostede mellem 25-30 mio. kr. alene fordi Berlingske og Sjællandske havde stoppet en fælles abonnementsordning med faldende abonnementsbetaling og højere distributionsomkostninger til følge.

"Vi har været i gang med besparelser og rationaliseringer, som vi tager skridt for skridt i alle områder af virksomheden, lige siden fusionen. Vi har sparet hele tiden - også mens vore kolleger stadig kørte løs. Nu er der så kommet en finanskrise oveni, så vi fortsætter spareprocessen, men havde det ikke været for den krise oveni hatten, så ville forretningen løbe fornuftigt rundt," siger Torben Dalby Larsen.

Skumme synergifløden
I løbet af 2008 har Sjællandske Medier søsat en række nye produkter, der skal gøre det muligt for det nydannede mediehus at skumme synergieffekt-fløden af fusionen fremover.

"Vi skal spare, men vi skal også søsætte nye ting, så der er noget dynamik. Vi har brugt året på at sætte gang i den synergieffekt, vi kan skabe i kraft af fusionen, og som kan give vores læsere mere værdi. Vi har f.eks. skabt et nyt weekendtillæg og et erhvervstillæg, der udkommer med dagbladene, så vi giver vores læsere noget, de ellers ikke ville have haft, og samtidig giver dagbladene en bedre konkurrenceevne i forhold til ugeaviserne," siger Torben Dalby Larsen.

Ud over de nye fælles tillæg er Sjællandske Medier i fuld gang med at udvikle en ny nyhedsportal for Sjælland, Sjællands Nyheder, sn.dk, der skal i luften i juni. Lige som man er ved at kigge på, hvordan man kan få skabt synergieffekt af de 24 ugeaviser, der også ligger i Sjællandske Medier.

"Vi mangler annoncekroner som alle andre – i snit omkring 15 procent. Jeg udelukker ikke, at vi bliver nødt til at finde flere besparelser, men vi skal lige se forårsmånederne an, som er meget vigtige. Jeg kender ingen ugeaviser, der tjener penge i januar og februar. Det er, når forårssæsonen sætter ind og folk igen begynder at bygge og gå i haven, at vi skal tjene pengene," siger Torben Dalby Larsen.

"Det er som om, der er ved at komme lidt mere aktivitet, end der har været. Vi kæmper for at komme i nul i år, men vi føler os ikke sikre," siger Torben Dalby Larsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også