S og SF klar til at justere mediestøtte

Socialdemokraterne og SF ser frem til debat af mediestøtten til efteråret og er parate til nødvendige forandringer, men der bliver næppe tale om markante ændringer.
Per Fanefjord Laursen

Det tegner til få ændringer på medieområdet i det kommende forlig, der forhandles til efteråret og skal gælde fra 2010-2014. Hos MediaWatchs kilder i det politiske system tror man ikke på, at professor Anker Brink Lunds scenarier for en ny mediestøtte-model vil bringe markante ændringer i det nye forlig, og det betegnes som helt urealistisk, at der ændres ved den basale, livsvigtige støtte til de hårdt pressede dagblade, eller at licensmidler til DR og TV 2-regionerne justeres.

Det var da også signalerne, der lød fra S og SF's mediepolitiske ordførere - både på og mellem linjerne - på en høring om mediestøtten, som Det Ny Public Service Råd afholdte i går. Nogle smagsprøver på mulige justeringer slap dog ud,  for S erklærede sig åben for at give gratisaviserne mediestøtte, og SF vil have skattefinansieret public service.

Radiotavhed fra ministeren
SF forventer, at mediestøtten kommer til debat sidst på året op til de første spæde forhandlinger af et nyt medieforlig. Men medieordfører Holger K. Nielsen er meget tvivl om, hvad regeringen mener om mediestøtten og flere andre mediepolitiske emner.

"Jeg går ud fra, at hele mediestøtte-området vil være et emne i medieforhandlingerne i efteråret, men vi ved det ikke. Jeg må sige, at indtrykket i disse dage er, at det går meget langsomt med kulturministeriets og regeringens mediepolitiske tiltag og signaler. Alt synes gået i stå," siger han og henviser samtigt til, at radioforhandlingerne igen er løbet ud i sandet.

Én af de ændringer, som SF håber kommer ud af forhandlingerne - om ikke andet - er, at hele mediestøtte problematikken samles under et ministerium - kulturminsteriet.
Socialdemokratene er ikke uenige, og ser også frem til at der i efteråret kan varmes op til en diskussion af mediestøtten.

"Der er behov for at samle alt om medier i kulturministeriet - dvs også distribution - som idag ligger i transportministeriet. Men statsministeren skal stadig være pressens minister,"  siger medieordføreren fra S.

"Der er god grund til at kigge på mediestøtten på grund af den teknologiske udvikling, men om det kan komme til en omlægning af mediestøtten i dette forlig, ved vi ikke," siger Mogens Jensen, som tilkendegiver, at han støtter DR's generelle ønsker om at fastholde licenssystemet og niveauet, som det er.

Mogens Jensen fastholder videre, at han til næste forlig vil koble støtte fra Public service-puljen til, at tv-kanaler bør følge dansk lov, hvis de vil have produktionstøtte.

På avisområdet er Socialdemokraterne lydhøre over for at støtte gratisaviser og for at fastholde en støtte, der sikrer distribution - ikke kun produktion - af aviser.

"Det er værd at diskutere, om ikke det er bedre, at folk får en gratisavis ind af døren - end slet ingen avis."

Licens via skatten
Der er også opbrud på licensområdet på et anden front.

SF har erkendt, at den gamle licensopkrævning er forældet og foreslår at penge, til public service skal betales af borgerne via skatten.

"Licenssystemet hører fortiden til. Det rummer mange urimeligheder og er svært at håndtere. Derfor ønsker vi en skattefinansering af public service medierne."

Holger K. erkender, at det en nye toner.

"Jeg har også tidligere hørt til dem, der var bange for, at hvis DR kom på finansloven, så kunne finanseringen af DR let komme i klemme i politiske forhandlingerne af finansloven," siger han.

"Men det må kunne lade sig gøre af sikre en model, hvor vi undgår at DR kommer under pres," tror Holger K, der vil undgå et scenerio, hvor Dansk Folkeparti bruger sine afgørende mandater på at fjerne penge fra DR.

3,8 mia. kr. af mediestøtten udgøres som bekendt af licensen, der går til DR, herunder 415 mio. til TV 2-regionerne, men hverken DR eller TV 2-regionerne har travlt med at delagtigegøre omverden i deres tanker om mulige forandringer af licensmodellen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også