Medier citerer hyppigt Videnskab.dk

Videnskab.dk har på rekordtid iklædt sig førertrøjen inden for populær formidling af videnskabsstof i Danmark.
MediaWatch

Et år efter åbningen har videnskab.dk markeret sig som vigtig formidler af forskertung videnskab. Således er videnskab.dk strøget ind på Top 10 over de mest citerede specialmedier i Danmark. Det fremgår af forskningsprojektet Nyhedsugen, hvor professor Anker Brink Lund fra Copenhagen Business School, har sat spot på den journalistiske fødekæde.

Her optræder videnskab.dk i Top 10 sammen med en række stærke og kendte medier. Den endelige analyse af de seneste data, som er indsamlet i uge 45 og 46 2008, offentliggøres i november.

”Resultatet efter det første år er bedre, end vi havde forventet. Det har vist sig muligt at etablere et nichemedie, der gør forskning og videnskab tilgængelig for en bred kreds. Vi kan kun være tilfredse med, at sitet har vist sin berettigelse,” siger chefredaktør på videnskab.dk, Vibeke Hjortlund i en pressemeddelelse.

Videnskab.dk, der fylder 1 år tirsdag den 21. april, har rundet 145.000 besøg, 365.000 sidevisninger og 73.000 unikke brugere om måneden. Næsten en fjerdedel af brugerne (22 pct.) er studerende i en eller anden form. Det afspejler, at den nationale forskningsportal, der fungerer som et uafhængigt netmedie, i vidt omfang har indfriet ambitionen om især at nå ud til de unge, der er ved at vælge vej i livet.

Videnskabsminister Helge Sander (V) mener, at resultaterne for videnskab.dk bekræfter, at danskerne rent faktisk er særdeles interesseret i, hvad forskningen kan frembringe.

Videnskab.dk har siden etableringen indgået over 30 samarbejdsaftaler med universiteter og andre forskningsinstitutioner.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også