Fogedforbud mod 21Søndag

DR's nyhedsmagasin 21Søndag måtte søndag droppe et indslag om Behandlingshjemmet Møllen, efter at byretten nedlagde fogedforbud mod visning af indslaget.

Københavns byret har nedlagt fogedforbud mod 21Søndag den 19. april 2009. Forbuddet gælder visningen af optagelser med skjult kamera af medarbejdere og frivillige på Behandlingshjemmet Møllen.

Behandlingshjemmet Møllen er et behandlingscenter for alkoholikere og personer, der er afhængige af piller. DRs optagelser handler om, hvordan centret behandler folk, der kontakter centret første gang.

"21Søndag følger selvsagt byrettens kendelse og viser ikke det omtalte indslag i TV Avisen den 19. april," siger Mette Bock, som er direktør for DRs programproduktion i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:

"Vi mener, at kendelsen er forkert, men vi vil nu nærlæse den og overveje at kære afgørelsen til Østre Landsret."

Et forbud er et "foreløbigt retsmiddel". Såfremt forbuddet fastholdes efter en kære, er Behandlingshjemmet Møllen forpligtet til at anlægge en retssag mod DR inden 14 dage.

"Sagen må betragtes som principiel. Det kan vise sig at blive et alvorligt anslag mod den seriøse presses muligheder for at dokumentere kritisable samfundsforhold, der foregår i det skjulte," siger Mette Bock.

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også