Laudrup er årets sportshistorie

Når et af landets mest berømte sportsnavne bliver fyret fra sit trænerjob, sender det avisernes sportsredaktioner på massivt overarbejde. Især for at få en kommentar fra stjernen selv.
Michelle From Hoxer

Det sker ikke så ofte, at historier fra sportens verden rydder avisernes forsider, men det er lige præcis tilfældet med Michael Laudrups fyring.

Hos flere af aviserne er Laudrup dagens brandvarme emne, og i det Berlingske hus arbejder man hårdt på at få en kommentar fra stjernen selv.

Chefredaktør hos B.T. Suzanne Moll fortæller, at avisen arbejder ekstra hårdt for at leve op til titlen som Danmarks sportsavis. Historien har meget bred interesse, og det er der avissalg i.

”Sport er jo ofte noget, der deler vandene, men en historie som den her, interesserer de fleste. Det kan vi også mærke på nettet, hvor vi har sat voxpop-afstemninger i gang. Ligesom vi gerne vil have flere nyhedshistorier på forsiden, så vil vi også gerne have mere sport. Og dér er denne her historie oplagt,” siger Susanne Moll.

Talk of the town
Sporten.dk sender i dag en medarbejder af sted til historiens geografiske omdrejningspunkt, Moskva, mens B.T. først vil overveje mulighed for at bruge en stringer (freelancer) i området. Aviserne har hver sit bud på, hvad den optimale udbytte deraf ville være.

”Den største historie til avisen i morgen ville være, at DBU eller Michael Laudrup selv går ud og siger, at han skal være landstræner,” udtaler Suzanne Moll.

Jakob Staehlin som er sportchef hos sporten.dk fortæller, at redaktionen har arbejdet næsten non-stop siden historien blev lækket i russiske medier sent i går aftes.

”Vi har sat alt mandskab af til den her historie og kaldt ekstra folk ind. Det er årets sportshistorie. Jeg tror, det bliver ”talk of the town” i dag og er helt sikkert også på forsiden i morgen,” siger Jakob Staehlin.

Han håber på en beretning fra Michael Laudrup selv til morgendagens avis, men erkender, at det nok bliver svært, da sportsstjernen ikke ligefrem er kendt for at have et åbenmundet forhold til pressen.

Politiken bliver hjemme
På Politiken er sportsredaktør Søren-Mikael Hansen dog anderledes positive forventninger til at få en kommentar fra Michael Laudrup:

”Vi plejer da at kunne få fat på ham, når der sker noget vigtigt, så det håber vi på,” siger han og fortæller, at avisen ikke har sendt journalister til Rusland.

Politikens læsere skal dog ikke forvente at se Laudrup-historien på forsiden i morgen, fortæller sportsredaktøren. Men en analyse af redaktionens Laudrup-ekspert vil sandsynligvis være at finde.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også