Plummer holder lav profil

Generaldirektøren er blevet påfaldende tilbagetrukket i forhold til pressen, siger medieforsker, efter data afslører stærkt faldende omtale.
Per Fanefjord Laursen

DR's generaldirektør Kenneth Plummer har trukket sig tilbage fra rampelyset, viser en opgørelse af hans eksponering i dagbladene set over de 3,5 år, han har haft posten.

"Når DR møder alvorlige beskydninger fra Dansk Folkeparti af DR Drama, kunne man med rette forvente generaldirektøren på banen," siger medieforsker Per Jauert.

Kenneth Plummer havde sin første arbejdsdag som generaldirektør i DR den 22. august 2005. I løbet af 2007 kulminerede krisen omkring det meget dyre koncerthus og den efterfølgende sparerunde, der endte med en nedlæggelse af 481 stillinger i september 2007. Forløbet kastede en flodbølge af artikler af sig i 2007 om DR og Kenneth Plummer - i alt 818 ifølge Infomedia.

Men i 2008 og de første knap fire måneder af 2009 er opmærksomheden om generaldirektøren mindre. Også langt mindre end et mere "normalt år" som 2006. I 2008 dykkede omtalen af Plummer gevaldigt, og han optrådte i 223 artikler, mens han i 2009 foreløbig har været nævnt i 55 artikler.

Lav profil
Ifølge MediaWatchs oplysninger er "lav profil" en ny bevist strategi, der udspringer af, at generaldirektøren tog en hård tur gennem pressen omkring budgetoverskridelserne, og at han parallelt havnede i en række små dumme episoder i pressen, f.eks. da han optrådte på Roskilde Festivalen iført en t-shirt til støtte for det Ungdomshus, der kort tid forinden var blevet ryddet under borgerkrigslignende forhold på Nørrebos gader.

For nylig vurderede et panel af mediefolk, at mediedirektør Lars Grarup var rykket op som mere magtfuld i DR end Plummer, men Plummers tilbageholdenhed i offentlige optrædner kan ikke kædes sammen med den uvidenskabelige afstemning blandt seks mediefolk, siger MediaWatch-kilder.

Indholdsfolk fører ordet
Strategien er nu, at stærke DR-personligheder som Mette Bock, Ulrik Haagerup og ikke mindst Lars Grarup træder frem og forklarer og fortolker public service indhold på DR - eller at de ansvarlige topchefer, f.eks. Arne Notkin eller Ingold Gabold, er fremme som talsmænd for DR programaktiviteter.

Når det handler om de grundlæggende fortællinger om DR's produkter eller de basale forsvar for DR, træder Grarup frem. Han har alle aspekter af medieproduktion og DR systemet på rygraden. Mediedirektøren er dog også påpasselig med at dosere sig selv. En sag som den løbende kritik af manglende dansktop musik på P4, der har bidt sig fast, er næppe hans kop the, skønt han er øverste chef for hele DR Radio.

Derudover siger kilder, at Kenneth Plummer slet ikke bryder sig om at være på hele tiden. Derfor ser man nu, at han doserer sig selv til de allervigtigste sager på DR koncernniveau. Til eksempel et forsvar for den konstituerede bestyrelsesformand, da udnævnelse af en ny trak ud.

Desuden guides han ind i flere positive, ufarlige optrædener.

Det er samme strategi, som Anders Fogh Rasmussen indførte, da han kom til. Han havde i næsten ti år set, hvorledes Poul Nyrup Rasmussen rodede sig ind i den ene småsag efter den anden.

Plummer burde forsvarer DR Drama
Set i et historisk perspektiv har DR's generaldirektører altid aktivt involveret sig i den offentlige debat om institutionens opgaver, dens kulturelle og i bred forstand samfundsmæssige rolle. Både ved at stille sig til rådighed for pressen, men også mere udfarende som kronikør, debatdeltager, foredragsholder osv.

Derfor finder medieforsker Per Jauert det påfaldende, at Kenneth Plummer fungerer så tilbagetrukket fra offentligheden, som det er tilfældet.

"Hvor forgængeren Chr. S. Nissen var kendt for selv at pleje de nødvendige forbindelser til politikerne og offentligt markere sine og institutionens standpunkter, overlader Plummer tilsyneladende den politiske netværkspleje til sin bestyrelsesformand. Og når DR møder alvorlig beskydning som fornylig ifm. Dansk Folkepartis kritik af DR Drama, kunne man med rette have forventet generaldirektøren på banen - og ikke kun dramachef Gabold, mediedirektør Grarup og programproduktionsdirektør Mette Bock."

Kenneth Plummer er i de senere måneder tonet frem i mere positive sammenhænge. Han fik plads i bestyrelse i European Broadcasting Union, han fik en pris fra kvindenetværket K2, og for nyligt blev generaldirektøren udnævnt til adjungeret professor ved CBS. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også