DR ind i sag om Remee and Friends

Remee har købt domænenavnene på sine X Factor-grupper og linker derfra til eget website. DR's jurister vil se på sagen.
MediaWatch

Skriv alienbeatclub.dk i adressefeltet på din internetbrowser, og du kommer ikke til en side for årets 'runner up' i den populære sangkonkurrence X Factor, men til magasinet 'Remee and Friends.'

Hitmageren Remee sikrede sig nemlig tidligt i konkurrencen retten til domænenavnene alienbeatclub.dk, asiansensation.dk og tårnhøj.dk. Det møder kritik, fordi han kan mistænkes for at misbruge sin position i programmet, skriver ungnyt.dk.

DR's jurister er derfor i gang med at se nærmere på sagen, og har bedt Remme om at fjerne linkene, der leder folk til hans egen side.

"Vi anser det ikke for at være noget stort problem, og det er egentlig noget, der angår forholdet mellem Remee og produktionsselskabet BLU, men vi har alligevel bedt ham om at fjerne viderepegningen til hans webmagasin," siger DR's mediedirektør Lars Grarup til ungnyt.dk.

Manu Sareen (R), der blandt meget andet er revisor, kritiserer Remee.

"Det bør undersøges, om Remee udnytter sin rolle som DR-dommer til egen kommerciel fordel," siger han.

Remee er uforstående over for kritikken.

"Jeg tog domænerne allerede lige efter bootcamp for at være sikker på, at der ikke var andre, der fik fingrene i dem. Jeg har masser af domæner på mange unge. Jeg har fundet på navnene Asian Sensation og Alien Beat Club, så jeg har ret til dem. Det er ikke, fordi jeg vil lave nogen plade med dem," lyder det fra Remee.

De unge deltagere i X-Factor kan heller ikke se noget problem i, at Remee har sikret sig retten til domænerne.

"Vi har været helt vildt heldige at få en plads i hans magasin, så det er nok for os," siger Patricia fra Alien Beat Club.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også