Vis mig din kalender: Jan Lundme

DR's program- og X Factor-redaktør Jan Lagermand Lundme skal til 36 møder de næste tre dage i Cannes til MIPTV - og evaluere X Factor.

Hvad er højdepunktet i din kalender her i den kommende uge?
"Jeg er draget til tv-festival i Cannes - alligevel bliver det endnu en uge i X Factors tegn. Ganske vist byder den kommende uges første tre dage på ikke mindre end 36 møder på MIP i Cannes, men der skal stadig findes tid til at arbejde med den allersidste udsendelse i denne omgang af X Factor, highlight-programmet 'X Factor Special', som vi sender på DR1 på fredag kl. 20.00.

Programmet bliver klippet i løbet af ugen og takket være nettet og dets fantastiske teknologier som højhastighedsbredbånd og ftp-servere kan jeg kikke med fra mit hotelværelse i Sydfrankrig.

På disse 36 møder deltager formatsindehavere fra hele verden og selvfølgelig repræsentanter for snart sagt hele den danske tv-branche. Så jeg glæder mig til at se, om der er noget nyt under solen. Når man drager til Cannes, er det naturligvis altid med en forhåbning om at finde det nye, geniale tv-koncept, som netop passer til vores kanal. Men jeg må indrømme, at der er ofte er langt mellem snapsene.

Jeg plejer at sige, at hvis der er et nyt stort underholdningsformat jeg ser for første gang i Cannes, så har jeg ikke gjort mit arbejde ordentligt. Når man er redaktør, kan man ikke nøjes med at orientere sig de to gange om året, hvor der er tv-festival i Cannes.

Ugens højdepunkt er på fredag, hvor jeg skal evaluere hele forløbet omkring X Factor med hele holdet på Blu og sammen se specialprogrammet på DR1 kl. 20.00. Vi ved, at vi skal lave en tredje sæson sammen, og derfor peger evalueringen primært fremad, hvilket passer mig rigtigt godt."

Hvem er den mest spændende person, du skal møde?
"I denne uge er der ikke nogen nye specielle personer, jeg skal møde. Men heldigvis omgiver jeg mig med dejlige og spændende personligheder hver dag. Ikke mindst glæder jeg mig utrolig meget til at være mere sammen med min mand. Vi af gode grunde ikke haft så meget tid sammen de seneste uger, og selvom man nok ses hver dag, sådan i forbifarten, så kan man jo i travle perioder godt komme til at savne hinanden. Vi tager i vores sommerhus på lørdag, med alle vores dyr (to hunde, en kat, seks fugle og syv guldfisk - om end de sidstnævnte godt nok får lov til at blive hjemme)."

Hvad bliver din mest udfordrende opgave i ugens løb?
"Den mest udfordrende opgave i denne uge bliver at holde sig vågen til alle møderne. Bestemt ikke fordi de er kedelige, men snarere fordi jeg må indrømme, at en hel omgang X Factor virkelig trækker tænder ud, om end på den gode måde - jeg er træt, lykkelig og en anelse doven."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også