Nyt Tænk-magasin

I morgen udkommer Forbrugermagasinet Tænks nye søsterblad, som vil fokusere på privatøkonomi og samtidig skal generere indtjening gennem et nyt aktieselskab.
Michelle From Hoxer

Mange forbinder magasinet Tænk med forbrugertest af dagligdagsprodukter men i det nye magasin med navnet Tænk Penge, er det i første nummer, som udkommer i morgen, bankernes rådgivning om realkreditinstitutter, der står for skud.

Chefredaktør Lis Hornø fortæller, at baggrunden for søsterbladet er et ønske om at få flere aktiviteter i huset. I forlængelse deraf er Tænk Penge blevet placeret i et nystiftet aktieselskab og formålet er på sigt, at magasinet skal give et overskud hertil.

Indholdet vil ikke lægge sig op af de økonomiske magasiner, der allerede findes, for kernelæseren er i redaktionel forstand kvinder med mellemlang uddannelse. Temaerne vil kredse om livsbegivenheder som arbejdsløshed, bryllup, orlov, ferie, skilsmisse, pensionering, dødsfald og lignende, der påvirker privatøkonomien.

”Tænk Penge er et uafhængigt magasin som skal formidle tungt økonomisk stof så almindelige læsere kan forstå det. Magasinet er altid på forbrugerens side, så udgangspunktet ligger i forlængelse af Forbrugerrådets formålsparagraf,” fortæller Lis Hornø og fortsætter:

”Jeg mener, vi lægger os i et uopdyrket marked, fordi vi adskiller os fra de øvrige aktører.”

Tænk Penge er ikke opstået på baggrund af en markedsanalyse, men en fornemmelse af, at den almindelige læser har brug for netop dette stof. Derfor bliver indholdet handlingsanvisende, så det kan guide forbrugerne i den privatøkonomiske jungle, fortæller chefredaktøren, som ikke har direkte har været en del af magasinets start. Hun tiltrådte nemlig først per 1. februar i år.

Tænk Penge har indgået en aftale med Irma om løssalg og ellers vil det være muligt at købe magasinet som abonnement, som man kender det med modermagasinet Tænk.

Magasinet skal udkomme fire gange årligt og altså første gang i morgen.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også