En kølighedshistorie

"Selvfølgelig skulle jeg have holdt min kæft.

Jeg begynder at forstå politikeres uvilje mod biografier, med mindre de skriver dem selv - og kalder dem ”erindringer.” Ord, nogle sagt i spøg, andre i alvor, henkastede bemærkninger; beslutninger, taget i kaos eller krise, tvivl, forkerte valg, magtkampe, brutalitet, også den nødvendige, analyseres, dissekeres, vurderes og sættes på tryk, måske år efter, begivenhederne skete, af kloge skribenter, der altid ved bedst. Bagefter.

Men - jeg skulle have holdt min kæft. At - i sjov, ja, men alligevel - i februar 2008 ”prale” af Nyhedsavisens tårnhøje læsertal og kalde det ”Simon Andersen-effekten”, få dage før jeg skulle fyre 50 medarbejdere, der i halvandet år havde knoklet for den lille islandske avis, var selvfølgelig ikke bare dumt. Men torskedumt; ufølsomt.

Nu står det så på tryk i bogen ”Alt går efter planen - sagaen om Nyhedsavisen”, udgivet af fire af mine tidligere medarbejdere. Jeg har set frem til bogen med nogen gru; for en gangs skyld var det ikke mig, der kunne bestemme, hvad disse fire fremragende reportere kunne få lov at trykke, og den frihed har de - skulle jeg hilse og sige - så også benyttet sig af. Gud-ske-tak-og-lov får jeg ikke samme medfart, som Kresten Schultz Jørgensen, tidligere chefredaktør på Dagen, fik af sine stjerneskribenter Nicolai Thomassen og Mads Brügger, der i nøgleromanen ”Ingen kender Dagen” fra 2003 savede deres chef i tusind stykker, men nogen roseklub er det ikke, og ja - med god ret.
For mig vil ”Alt går efter planen” være et opslagsværk i de mørkere og mindre charmerende sider af min egen ledelsesstil- og evner, om end kærligheden her og der titter frem, og tak for det. Jeg savner også jer.

De har, på mange måder, skrevet en god bog, de fire drenge. Den er afsindigt velskrevet - jeg aner Rune Skyum-Nielsens sprogblomster på mange sider - og bogen giver et klart og troværdigt indblik i Nyhedsavisens alt for korte liv. Bogen rummer, også for mig, mange nye detaljer om de utrolige anstrengelser, især Morten Lund, avisens sidste ejer, og hans højre hånd - den ufatteligt sympatiske økonomichef Lars Lindstrøm - gjorde for at redde avisen i den sidste tid. At Morten Lund forsøger at charmere sig til henstand hos en kvindelig medarbejder i SKAT, der skal kradse ubetalte millioner ind, med ordene ”Kom nu, så giver jeg en jordbærkage”, er lige dele chokerende og smukt, og den glade amatørisme, Morten Lund udviser, når han iført bare fødder i sandaler og hullede bukser forsøger at hive millioner ud af erhvervsdrenge som Asger Jensby (Nyhedsavisen & Asger Jensby, hold fest det kunne være blevet et freakshow), er fornøjelig. Bogen indeholder ingen afsløringer, dem løb Jyllands-Posten med for måneder siden, og den føjer ingen afklaring til spørgsmålet om, hvorvidt Mecoms ejer, David Montgomery, faktisk betalte Morten Lund for at lukke butikken. Og skidt med det, det lader sig sikkert ikke opklare.

Mit største problem - og det er stort, og det vokser i mig - er et andet. Bogen er kølig. Bogen er uden helte. Og dermed er den usand.

Alle de centrale medvirkende fremstilles som, skal man sige det groft, amatører, lusepustere, som Egon Olsen ville have sagt det; tosser: David Trads, min ven, er overvurderet og arrogant, og han træffer sine valg alene for at vække opmærksomhed; Svenn Dam har intet andet i hovedet en at være sej og have en større pik end Jørgen Ejbøl; Morten Nissen Nielsen, avisens direktør, er en jysk knoldsparker - ”Komiske Morten” - der lyver om virksomhedens tilstand, intet forstår, og deler 500 kroner-sedler ud til en julefrokost, selv om journalisterne bare synes, det er for meget; islændingene, de har ikke styr på en dyt, og vil kun lave avis for at tryne Danmark; Morten Lund er en lapset kvindebedårer, der græder ved sit første møde med journalisterne, men ikke svarer klart på deres spørgsmål; jeg selv pressede journalisterne til døde, mens makkerparret Kristoffer Gravgaard og Kasper Haugaard bare fletter fingre, bliver trynet, holdes ude og aldrig bliver forstået og værdsat.

Det er fandme’ ikke sandt, drenge. Det eftermæle fortjener avisen ikke. Nyhedsavisen fortjener en kærlighedshistorie. I har skrevet en kølighedshistorie.

Morten Nissen Nielsen er - ja, en tosse - men først og fremmest en ukuelig optimist, der gjorde alt i denne verden for at holde avisen på skinner; Svenn Dam tilførte projektet liv, troværdighed og professionalisme, han sloges og sloges for avisen, David Trads - sekunderet af mig og den øvrige ledelse - skabte en enestående journalistisk arbejdsplads, hvor en uhørt grad af frihed gav et fantastisk kreativt miljø og dermed en avis, der de fleste dage var mere læseværdig end nogen anden i dette land - og Morten Lund ... Morten Lund investerede alt, han ejede - alt - han skylder i dag over 100 millioner væk - og han arbejdede i døgndrift i måneder for at skaffe kapital, så Nyhedsavisen - arbejdsplads for Rune Skyum-Nielsen, Rasmus Karkov, Niels Holst, Morten Runge, 45 andre journalister, 40 annoncefolk og 800 bude - kunne overleve.

Og alle journalisterne, dem står der stort set ikke ét ord om i bogen, selv om de - og I - udfoldende en beundringsværdig kreativitet; Rasmus, jeg glemmer aldrig historien om Boogie-Preben, og dig, Morten Runge, du skrev tre sider om din kærlighed til dette tegn - ; - semikolon som jeg bruger her, i denne artikel, i respekt, og Skyum-Nielsen, du hyrede en verdensberømt dansk cellist, klædte ham ud i lurvet tøj, og lod ham spille i timevis i metroen for at se, om den almindelige dansker kunne genkende skønheden i hverdagen; (her var det igen, ’;’ Morten!) om de forbipasserende kunne høre, at musikken var enestående smuk.

Vi brugte tre sider på eksperimentet - i en skide gratisavis, mens de snoksov på Politiken - og du var så stolt, og det var jeg også. 

Det lykkedes ikke. Men - det ændrer ikke ved, at historien om Nyhedsavisen er en smuk historie, en kærlighedshistorie, en historie om tro, håb, om at tage chancer, om at investere alt, man tror på, om at arbejde i døgndrift for ét mål: At hele Danmark kunne få en avis af høj journalistisk kvalitet. Gratis. Den avis lavede vi - sammen - 500 gange. Og I var med.
(Hov, var det her en anmeldelse?)"
 
Rune Skyum-Nielsen, Rasmus Karkov, Niels Kristian Holst og Morten Runge: "Alt går efter planen", 240 sider, Politikens Forlag. Udkommer i dag.

Læs også uddrag af bogen her og chefredaktør på MediaWatch Ole Nørskovs anmeldelse af bogen her.