Montgomery varsler nye besparelser

Mens Mecom ifølge adm. direktør David Montgomery er godt på vej til en ny bankaftale - varsler han nye besparelser.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Berlingske Medias britiske ejer Mecom er tæt på at få ny gældsaftale i stand med bankerne.

Det afslører medieinvesteringsselskabets stifter og adm. direktør David Montgomery i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.

Skulle det glippe med at få aftalen i hus, føler han sig i stedet overbevist om, at Mecom i stedet for forlænget de nuværende aftaler med endnu en måned.

Flere besparelser på vej
Mecom har i år solgt aktiviteter i Tyskland og Norge for i alt 210 mio. euro - penge der skal bruges til at reducere gælden, der ved udgangen af 2008 var 678 mio. euro (ca. 4,6 mia. kr.).

I interviewet afsløres det ligeledes, at Mecom har et bud på de 51 pct. selskabet ejer af den polske avis Rzeczpospolita - i sidste uge undlod tyske Axel Springer ellers at komme med et bud, og Mecom har ikke som påkrævet meldt noget ud gennem en børsmeddelelse.

Derudover vil Montgomery og Mecom sælge sine 37 pct. af den hollandske avisudgiver AD Nieuwsmedia.

Annoncenedgang
Samtidig er selskabet som alle andre i mediebranchen berørt af faldende annonceindtægter, og det har gjort det endnu sværere at skabe overskud.

40 pct. af Mecoms omsætning stammer fra annonceindtægter, men Montgomery siger til Bloomberg, at aviserne i Danmark og Norge ikke er nær så afhængige af annonceindtægter som tilfældet eksempelvis er i Storbritannien.

"Vi er hårdt ramt i de første måneder af 2009, men ikke nær så hårdt som man ser i Storbritannien," siger Mecom-bossen.

På grund af situationen har Mecom i to omgange måttet forlænge sine aftaler med bankerne, alt imens man har måttet sælge fra, skære omkostninger og haft overvejelser om en aktieemission.

Fyringer og fastfrysning af løn
Og 2009 bliver benhårdt:

"Det bliver et år med meget betydelige besparelser i alle vores markeder samtidig med, at forretningen skal restruktureres," siger Montgomery i interviewet, hvor han oplyser, at Mecom når året er omme vil have fjernet 20 pct. af stillingerne i koncernen, så der er 10.000 tilbage.

Fastfrysning af lønningerne er også på tale for nogle medarbejdere - for bestyrelsen er det allerede en realitet.

Mecoms aktiekurs er igen i dag ude på en af sine faste rutsjebaneture - efter at være faldet med ca. 18 pct. i går, stiger kursen i dag næsten 16 pct.

David Montgomery etablerede Mecom i 2000 og mellem 2005 og 2007 lancerede han sin paneuropæiske strategi med lånefinansierede opkøb i Norge, Danmark, Holland, Tyskland og Polen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også