Følgende uddrag stammer fra kapitlet "Dobbeltspil".

"Mens Morten Lund og Lars Lindstrøm jagtede investorer verden rundt, lagde DavidTrads sine egne planer.Tirsdag den 1. januar 2008 forlod han Morten Lunds villa på Svanevænget på grænsen mellem Østerbro og Hellerup uden helt at vide, hvor han var på vej hen.

Chefredaktøren skuttede sig i det nye års januarkulde, der strøg ind fra Øresund, og registrerede de nedfaldne raketter og udbrændte romerlys fra nytårsnatten. Han havde spillet sine kort godt, men egentlige beslutninger var det ikke blevet til. Det var ellers lykkedes ham at manipulere den unge mangemillionær ind på hans sti, følte David Trads. Men bare fordi han var kommet et skridt tættere på drømmen om at blive chef for hele Nyhedsavisen, betød det ikke, at tingene gik chefredaktørens vej. Han var rædselsslagen ved idéen om Morten Lund som ny avisejer. Han havde oplevet ham som dybt inkompetent i udviklingen af Nyhedsavisens hjemmeside, avisen.dk, og nu skulle Morten Lund sandsynligvis til at drive en virksomhed i en branche, han intet anede om.

”Når han er så uduelig til det, han kan, hvordan går det så ikke med det, han intet ved om? Han er en charlatan,” tænkte David Trads.

”Han er jo ikke andet end en cirkusklovn.”

Inde i huset sad Morten Lund tilbage under sit store Hornsleth-maleri, der fyldte stuens endevæg. Han kunne egentlig godt lide den veltalende og entusiastiske chefredaktør. Det var også derfor, han havde inviteret ham til møde i privaten som den første fra ledelsen. Det eneste, der ikke på et eller andet tidspunkt havde været en katastrofe ved projektet Nyhedsavisen, var det redaktionelle indhold. Morten Lund kunne lide avisen.

Den var mindre autoritær og mere levende end de fleste andre aviser. Så han havde fidus til fyren – også selvom it-investoren et halvt år tidligere havde været mere end almindeligt træt af lige netop David Trads. Det var dengang, chefredaktøren spredte kokainrygter om ham i byen. Alt det var fortid nu. Tilbage stod indtrykket af en chefredaktør, der vurderede alting koldt og nøgternt.

”Bortset fra sig selv,” tænkte Lund.

David Trads var kommet til mødet i privaten med et overordnet formål. Han ville være direktør i stedet for Morten Nissen Nielsen. Desuden fremlagde han en spareplan, som han egentlig havde udviklet med den øvrige ledelse for længe siden. Den indbefattede, at halvdelen af journalisterne skulle fyres, ligesom hustandsomdelingen og lokalredaktionen i Odense skulle droppes. Fyens Stiftstidende sad alligevel for tungt på markedet i Danmarks tredjestørste by.

David Trads havde hele tiden ment, at der var for mange journalister på Nyhedsavisen. Aggressiviteten, som Gunnar Smári Egilsson og bestyrelsesformand Svenn Dam havde angrebet det danske avismarked med, var overdreven set fra et redaktionelt synspunkt.

Især havde Mecom-fyrsten David Montgomerys køb af Det Berlingske Officin for næsen af Baugur tilbage i 2006 overflødiggjort de 35 journalister, der oprindelig blev ansat på Kristoffer Gravgaards nyhedsbureau. Selvom både Kristoffer Gravgaard og bureauet for længst var væk, var kun få af journalisterne blevet fyret. For David Trads var det spild af penge, og efterhånden som avisens sideantal blev skåret ned af konstante besparelser på papirbudgettet, kunne han konstatere, at de mange journalisters arbejdstid gik med hygge og quizzer. Han havde flere gange forsøgt at få Svenn Dam til at skære i mandskabet, men hver gang havde Svenn Dam afvist tanken, fordi konkurrenterne ville opfatte det som en retræte og fortsætte spekulationerne om en forestående lukning.

Internt i Nyhedsavisens ledelse mente flere, at det overmodige mål om 1 million læsere og 100 journalister i bund og grund handlede om, at Svenn Dam ville vise sin gamle arbejdsgiver Jyllands-Posten, at hans lem var af en ganske anseelig størrelse. Og i hvert fald betragteligt større end ærkerivalen Jørgen Ejbøls

Nyhedsavisen var et redskab i Svenn Dams hævntogt, mente flere. Reelt handlede det lige så meget om, at pengestrømmene fra Island havde været endeløse i begyndelsen, og at Gunnar Smári Egilsson under de betingelser foretrak så mange journalister som muligt. Så flot kunne Morten Lund ikke tillade sig at se på sagerne. Det havde han slet ikke råd til. Den indlysende halvering af staben var dog kun en del af løsningen på Nyhedsavisens problemer. Indtjeningsmulighederne lå i en anden og langt simplere nedskæring, mente David Trads.

”Morten Nissen Nielsen er en idiot. Han kan ikke sælge til mediebureauerne. Han skal ud,” krævede han den dag i Morten Lunds villa. I løbet af efteråret 2007 var David Trads blevet mere og mere mistænksom over for Morten Nissen Nielsens og Svenn Dams måde at lede avisen på. Mens de syntes, at han blandede sig i ting, der ikke ragede ham – endda uden at komme med konkrete løsninger – så syntes han, at de undgik de barske realiteter med deres positive spin på alle tænkelige problemer.

I virkeligheden kørte han samme stil over for sine nærmeste medarbejdere i redaktionsledelsen. Da Kasper Haugaard, Kristoffer Gravgaard og Simon Andersen i avisens første måneder havde konfronteret ham med, at de østeuropæiske bude brændte titusinder af aviser af i stedet for at aflevere dem, affærdigede han redaktionscheferne og sagde, at der blot var tale om ”enkeltstående tilfælde.”

Men afbrændingerne foregik systematisk, og David Trads var udmærket klar over det. Det var en nem måde for buddene at forkorte arbejdsdagen på ved at sætte ild til aviser, som ingen havde bedt om at få. På et tidspunkt overvejede chefredaktøren at rutte mere med sandheden. Men han vidste også, at især Simon Andersen var alt for meget journalist til at holde på en hemmelighed og nærmest ville hoppe og danse, indtil en behjertet sjæl stillede det rette spørgsmål, så han kunne plapre ud med det hele. Så David Trads blev nødt til at holde igen med betroelserne.

Det var faktisk ordene ”et enkeltstående tilfælde” der havde eskaleret David Trads’ mistro til Morten Nissen Nielsen. En dag havde han fundet fakturaerne på en annoncekampagne i telefaxen og opdaget, at helsidesannoncer blev solgt til uforståeligt lave priser omkring de 5.000 kroner. Da han konfronterede Morten Nissen Nielsen med den for ham rystende indsigt, afviste avisdirektøren ham med, at det var ”et enkeltstående tilfælde”, og at ”annonceprisernes vækst er tilfredsstillende.”

For Morten Nissen Nielsen var netop den episode kendetegnende for chefredaktørens tendens til at blæse tingene ud af proportioner. I øvrigt havde annoncepriserne absolut intet med den redaktionelle afdeling at gøre.

”Det er ikke din hovedpine,” var en sætning, som Morten Nissen Nielsen hørte sig selv gentage igen og igen i samtalerne med David Trads. Kulturskellet førte snart til jævnlige skænderier og sammenstød. Efterhånden var deres forhold så betændt og barnligt, at David Trads demonstrativt kiggede ud ad glaskontoret, når Morten Nissen Nielsen havde ordet til møder med ham og Svenn Dam. Morten Nissen Nielsen oplevede omvendt en chefredaktør, der blev mere og mere bleg, efterhånden som han og Svenn Dam krævede, at David Trads ikke blot nøjedes med at påpege problemer.

”Hvad er løsningen, David? Kom med et konkret forslag,” kunne Morten Nissen Nielsen sige, når chefredaktøren besværede sig over distribution, annoncer og generel økonomi. Svenn Dam og især Morten Nissen Nielsen var mange gange tæt på at fyre David Trads. Men de turde ikke. Redaktøren var højt profileret i den offentlige debat og om nogen en personificering af Nyhedsavisen med sine jævnlige optrædener i radioprogrammer og nyhedsudsendelser. En fyring ville også ramme avisen økonomisk.
Og det allerede vanskelige arbejde med at skabe tryghed om avisen hos mediebureauerne ville utvivlsomt lide endnu et knæk

Svenn Dam syntes, det var træls at høre på den frustrerede chefredaktør under møderne. På den anden side kunne spliden mellem hans to nærmeste medarbejdere være dynamisk, så længe han kunne kontrollere den. Det ærgrede ham at se David Trads fejlbedømme egne evner i en grad, så det ofte virkede, som om han selv
troede, han havde mere tjek på organisationen end den administrerende direktør. Det havde chefredaktøren ikke tilnærmelsesvist, vurderede Svenn Dam.

Chefstriden var kulmineret, da David Trads i december 2007 måtte stå skoleret for den fem år yngre administrerende direktør, der var godt træt af, at høre historierne om David Trads’ snakken i
krogene:

”Nu fortæller du mig direkte, hvis du har noget, du er utilfreds med. Du opfører dig på et intrigant og latterligt lavt niveau,” indledte direktøren mødet på sit hurtige, snusfornuftige jysk.

Herefter skældte han David Trads hæder og ære fra.

”Giver du mig tilsagn på, at du stopper bagtaleriet af dine kolleger nu,” spurgte Morten Nissen Nielsen til sidst.

Der hersker delte meninger om, hvordan mødet endte. I David Trads’ udlægning kiggede han koldt og tavst, mens direktøren mistede besindelsen. Herefter rystede han let på hovedet og gik sin vej. Ifølge Morten Nissen Nielsens udlægning lovede David Trads at gå direkte til sin overordnede, hvis han havde et problem i fremtiden.

Selvom David Trads altså var rædselsslagen ved tanken om Morten Lund som Nyhedsavisens hovedaktionær, åbenbarede mulighederne sig med det nye ejerskab.

”Jeg er den bedste direktør,” som Trads havde sagt til Lund ved deres møde på Svanevænget ved Øresund

Morten Lund lyttede på sin imødekommende facon, men overvejede ikke et sekund at opfylde David Trads’ ønske. I stedet ringede mangemillionæren til Lars Lindstrøm i Australien.

”Manden har jo overhovedet ikke overblik over virksomheden. Han aner ikke, hvad han taler om. Han vil sgu lave en Lisbeth Knudsen. Det er han slet ikke tung nok til,” sagde Morten Lund.

Morten Lund var dog enig med David Trads i, at direktøren skulle udskiftes. Det samme var Lars Lindstrøm."

Rune Skyum-Nielsen, Rasmus Karkov, Niels Kristian Holst og Morten Runge: "Alt går efter planen", 240 sider, Politikens Forlag. Udkommer i morgen d. 26.03.2009.
Læs Ole Nørskovs anmeldelse af bogen her - og læs Simon Andersens anmeldelse af bogen i morgen, torsdag.