TV 2 dramatiserer sin økonomiske situation

TV 2's ledelse gav et "fordrejet" negativt billede af koncernens evne til at tjene penge. Økonom siger, økonomien er sund.
MediaWatch

En regnskabsanalyse, fagbladet Journalisten har fået foretaget af TV 2's regnskab, viser, at koncernen slet ikke har så dårlig en økonomi, som den har foregivet.

Chefredaktør på Økonomisk Ugebrev Morten W. Langer, har gennemgået TV2's regnskab og i sin analyse når frem til konklusionen, at der er god mulighed for at tjene penge i koncernens aktiviteter.

Hans konklusion er på linje med MediaWatchs omtale før jul, hvor advokatvirksomheden Bech Bruun, der er kendt for sin medieekspertise, regnede på TV 2's økonomiske situation for MTG og konkluderede, at TV 2 står med et balanceproblem - ikke et indtjeningsproblem. TV 2's egenkapital er i stort minus, men forretningen er fornuftig efter TV 2 var igennem en sparerunde i 2008 - primært afhændelse af radiostationen - og forholdet mellem udgifter og indtjening er god, påpegede Bech Bruun.

"På den ene side signalerer TV2, at det er et selskab i finansiel krise. På den anden side er den underliggende drift af koncernen som helhed sund. Og sidekanalerne vil antageligt øge overskuddet markant fremadrettet," konkluderer cand. polit. Morten W. Langer i sin analyse.

Ifølge andre røster i branchen hænger det dystre billede TV2 har tegnet af sin økonomi nøje sammen med ønsket om at få bevilget brugerbetaling i medieforliget. Men de beskyldninger vil ledelsen i TV2 ikke have hængende på sig.

"Jeg kan ikke se noget som helst formål med at forsøge at tegne et dystert billede af en virksomhed. Tværtimod prøver vi at komme ud af den situation, vi er i. Vi har fremlagt det så nøgternt og reelt, som vi synes, at det ser ud," siger TV2's direktør Merete Eldrup.

Fredag fremlægger TV2's sin helårsrapport.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også