Ritzau - nu med X Factor

Ritzau har strakt våben over for fænomenet X Factor og leverer fra i aften nyheder om showet til de hungrende dagblade.
MediaWatch

Der er stadig emner Ritzaus Bureau ikke vil tage fat i. Men X Factor er ikke længere ét af dem. Som en naturlig følge af Ritzaus mere kundeorienterede tilgang til markedet har bureauet nu besluttet fra i aften at lave en grundig dækning af DR's populære underholdningsshow. Efterspørgslen fra kunderne, de danske medier, har været enorm.

"Jeg fik blandt andet en henvendelse fra en chefredaktør, der selv har måttet skrive om X Factor hver fredag aften for at være sikker på at få nyhederne med," siger Lars Vesterløkke, adm. direktør i Ritzau.

Ritzau gør sig normalt ikke meget i den lettere ende af journalistikken, men X Factor er blevet så stort et fænomen, at bureauet nu må revurdere indsatsen.

"Programmet har jo to mio. seere, det er flere end til de store fodboldkampe. Samtidig kan man jo også sige, at X Factor har større effekt end de fleste andre tiltag, når det gælder integration. Hele Danmark følger med, når Mohammed er på skærmen hver fredag aften. Men først og fremmest har det været efterspørgslen fra vores kunder, der har fået os til at skifte mening i løbet af de seneste par uger," siger Lars Vesterløkke.

Ritzau følger slaget i aften med blandt andet flash-nyheder og videoindslag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også