Store ændringer på vej i Ritzau

Ritzaus Bureau tager nu konsekvensen af den stagnerende indtjening. Det gamle nyhedsbureau vil blandt andet med på sladdervognen.
MediaWatch

Der er store ændringer på vej i den velkendte Ritzau-rulle.

Nyhedsbureauet satser nu på at udvide kundebasen, og det skal blandt andet ske ved hjælp af fire selvstændige tjenester, der i højere grad skal imødekomme kundernes behov. Det skriver Børsen Mediemarked.

"Den generelle nyhedstjeneste har svært ved at overleve i en tid, hvor den generelle nyhed ikke længere er så efterspurgt," siger Lars Vesterløkke, adm. direktør og chefredaktør i Ritzau.

Ritzau leverer hver dag 250 enheder i form af artikler og noter til de danske medier, og det er en sjældenhed, at så store omstruktureringer finder sted i det traditionsrige nyhedsbureau.

Det er kundernes ændrede behov, der gør, at Ritzau ser sig nødsaget til at omstrukturere.

"Den traditionelle Ritzau-rulle har talt til en diffus målgruppe og har haft en stor pærevælling af historier. Derfor deler vi den nu op i fire produktioner," siger Lars Vesterløkke.

Det betyder ifølge direktøren, at nyhedsbureauet dermed i højere grad kan tilgodese sine nye kunder og ejere på tv-området og i netmedierne.

Et af de nye tiltag bliver, at Ritzau vil begynde at skrive sladderstof.

"Det efterspørges helt vildt, og vi er klar til at producere det om kort tid," siger direktøren.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også