Søndagspolitiken koster 500 grantræer
I en tid med tårnhøj opmærksomhed på miljøet er en grøn profil i høj kurs. Det sander også medievirksomhederne og ikke mindst papiraviserne, der risikerer at blive valgt fra af læsere, der hellere vil spare træer ved at læse avis på nettet end at bidrage til den træfældning, der skal til for at producere en avis i mange tusinde oplag. Dagbladet Information har tidligere erklæret, at de går "grønt", og nu følger Politiken trop og sætter fokus på produktionen.
I forbindelse med den omdiskuterede kampagne for Politikens nye "Katastrofalt store søndagsavis", skriver avisen, at søndagsavisen med sit oplag på 153.000 kræver omkring 500-600 grantræer plus en del genbrugspapir at producere. Det store træforbrug kompenseres ifølge Politiken af, at der samtidig bliver plantet mange nye træer. Politiken arbejder endvidere på at få en certificering fra Forest Stewardship Council, FSC, der skal give garanti for, at træet også dyrkes bæredygtigt, så plante- og dyreliv beskyttes.
"Vores ambition er i første omgang at få den her certificering på Politiken, som bliver en frontløber på området. Herefter er det planen at udrulle ideen til resten af koncernens aviser," siger logistikdirektør i JP/Politikens Hus, Hans Peter Nissen, til Politiken.
- MediaWatch