DR står til at miste P2

Kulturministeren har planer om at sende P2-koncessionen i udbud for at gøde det kommercielle radiomarked og forhindre, at 100FM trækker sig ud af landet.
Per Fanefjord Laursen

Kulturministeren er i disse dage på rundtur hos de mediepolitiske ordførere for igen at vende de uafklarede punkter på radioområdet.

Det politisk hensygnende radioområde er kommet under fornyet pres, fordi Talpa Radio International - Radio 100FM's ejere -  ifølge MediaWatchs oplysninger har sat en ny flydende deadline for nye politiske signaler. Hvis ikke Radio100 FM fra politisk side får udsigt til en FM-replanlægning eller forlængelse af deres sendetilladelse inden for en overskuelig tid, så trækker man stikket på radioprojektet, der blev søsat i 2003.

Gør 100FM alvor af truslen, der også blev fremsat i november, gavner det ingen - slet ikke regeringens ønsker om mere konkurrence til DR. Tværtimod, så lider regeringens liberaliseringsbestræbelser på medieområdet endnu et knæk.

Derfor hviler der nu et vist pres på at få radioudviklingen sat på brugbare, solide skinner.

Ny kommercial kanal
Ifølge MediaWatchs oplysninger betyder det, at kulturminister Carina Christensen har droppet ønsket om en replanlægning af FM, der har blokeret for et bredt forlig. Til gengæld er hun stemt for, at P2's attraktive sendetilladelse kommer i et nyt udbud, der ikke kan søges af DR. Det skal med et slag sikre en stærkere privat sektor.

Om det vækker bred politisk jubel er nok også tvivlsomt.

DR's P2-sendetilladelse udløber den 31. marts og er kun forlænget til 30. juni 2009. Ikke seks måneder som først oplyst.

Medieordførerne samles snart for at diskutere mulighederne og gøre endnu et forsøg på at blive enige.

Kulturministeriet ønsker hverken at af- eller bekræfte omtalte planer. Socialdemokraternes Mogens Jensen har intet hørt, men glæder sig til at vende emnet med ministeren.

Talpa: Det haster
Direktør Jim Receveur, Radio100 FM, er mere snaksaglig. 

Der er ingen tvivl om, at Talpa Radio snart forventer en løsning for sendetiladelsen.

"Det står klart, at vi ikke kan give vore ejere et positivt resultat på deres investerting i radio i den nuværende koncessionsperiode. så det er vigtigt, at vi snart kan vise ejerne, at der er en fremtid for os efter den 15. november 2011 (hvor sendetilladelsen udløber, red.)," siger han.

"Det kan vi kun, hvis regeringen vil tage en beslutning, hvilket jeg håber, sker snart. Jeg må opfatte det som en katastrofe for kommerciel radio, hvis politikerne kan løse TV 2's problemer og forlænge DRs' sendetilladelse - men intet kan løse for os."
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også