DR svarer igen på klima-kritik

Chefredaktøren for dr.dk undrer sig over Danske Specialmediers kritik af DR's nye klimasite.

Hvis noget ligger inde for public service-rammerne, så er det formidling af klimadebatten. Det mener chefredaktøren for dr.dk, Karen Westman, der af samme grund er dybt forundret over den kritik af DR's nye klimasite, der i sidste uge lød fra foreningen Danske Specialmedier.

"Klimaspørgsmålet er et af de største politiske emner, og derfor er det fuldstændig naturligt, at DR skal dække den debat - også på nettet. Det ville være meget underligt, hvis DR ikke gjorde det. Så ville vi heller ikke kunne lave sites i forbindelse med det amerikanske valg eller andre store, betydningsfulde begivenheder, og så ville vi ikke kunne leve op til public service-forpligtelsen," siger Karen Westman.

Kritikken fra Danske Specialmedier går bl.a. på, at det er konkurrenceforvridende, når licensfinansierede DR tilbyder netservices, der konkurrerer med kommercielle netmedier. Og det gør dr.dk's nye klimasite, mener Danske Specialmedier. Den privatejede netavis, Altinget, hører til et af de betalingsmedier, der har lanceret et klima-tiltag, der skal finansieres af brugerbetaling. DR’s onlinetjenester bør alene bruges til at understøtte udsendelser i tv og radio – og ikke som selvstændige, støttede onlinetjenester, lyder det fra Danske Specialmedier.

"Men siger man sådan, så siger man også indirekte, at DR ikke må beskæftige sig med emner på nettet, der kan tænkes at interessere kommercielle medier, og det er absurd. Vi behandler jo emnet tværmedielt med indslag fra både tv og radio. Men internettet er et medie på linje med tv og radio, og derfor skal vi også producere selvstændigt stof til nettet, der kan at give ekstra værdi til radio- og tv-indslagene," siger Karen Westman.

Problematikken omkring DR's rolle på nettet har tidligere fået Danske Dagblades Forening på banen og senest har kulturminister Carina Christensen meldt ud til Folketingets Kulturudvalg, at hun vil se nærmere på, hvilken rolle DR skal spille på nettet som public service organ.

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også