6 vinderstrategier i krisetider

Risikosegmentering og kundepleje er vejen gennem krisen, mener markedsføringseksperten Claus Due, der onsdag gav tip på en konference hos Danske Specialmedier.
Tine Brødegaard Hansen

Der jamres på løbebåndene i motionscentrene. Ikke på grund af tempoet, men på grund af "Krisen". I onsdags holdt Claus Due, der er indehaver af bureauet Due & Partners og Senior Strategic Advisor samme sted, oplæg om, hvordan virksomheder kommer helskindet gennem krisen på en konference arrangeret at Danske Specialmedier.

Finanskrisen vil ifølge Claus Due ramme medierne meget forskelligt alt efter hvilke annoncørgrupper, medierne lever af. Det afgørende er, om annoncørgruppen er ramt, og om de i givet fald vælger at lade sig handlingslamme eller omvendt giver den gas. Interessant er det f.eks., at Specialmediernes annoncebarometer fortæller, at de  byggerirelaterede medier klarer sig bedre end resten.

Her følger hans tips til, hvordan man bliver krisevinder.

1. Tag markedsandele
I en lavkonjunktur er der muligt at skrabe markedsandele til sig. Aldrig har det nemlig været billigere at købe sig til markedsføring, hvilket set med medieøjne naturligvis ikke ligefrem er positivt, men dog kan stimulere annoncørerne til at købe mere reklameplads.

2. Hav fokus på potentialekunder
Den gode kunde er kendetegnet ved høj værdi og høj loyalitet. Kunderne i den anden ende af skalaen er det måske tid til at sige farvel til, og det samme gælder "wienerbrøds-kunderne". Det er gode, gamle kunder man besøger med en pose wienerbrød om eftermiddagen og kommer hjem fra med en ordre, der omtrent dækker udgifterne til de søde sager.

3. Brug tiden effektivt
Hvis der går mere tid med at forberede salg end rent faktisk at sælge, er der noget galt. Claus Due opfordrer til at lave et tidsskema for eksempelvis annoncesalget. Ved at effektivisere og systematisere kundeoplysningerne, kan der måske spares meget tid, så størstedelen kan bruges på at lange varer, hvad de end måtte være, over disken.

4. Sortér dine kunder
Risikosegmentering er særlig nødvendigt i krisetider. Ved at opdele kunder i risikoniveau og i attraktivitet, bliver det klart, hvem det er værd at forkæle ekstra og hvilke kunder der skal holdes i lidt strammere snor, uden at de mærker det.

5. Øg markedsføringen
Direktørens første handling, når nogen nævner ordet 'krise' er at fyre sælgere og at skære ned på markedsføringen. Men så skal det nok gå galt, påpeger Claus Due og opfordrer til, at man øger sin markedsføring i krisetider, ellers er man glemt, når tiderne bliver gode igen.

6. Forkæl dine kunder
68 pct. af alle leverandørskift skyldes, at kunden føler sig forsømt. Ifølge Claus Due gælder det om at skrue op for charmen og sikre sig kundernes loyalitet, så krisesultne konkurrenter ikke får held med prisdumping og andre kontraproduktive strategier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også