I sidste halvår af 2001 begyndte konjunkturerne at pege den forkerte vej. Terrorangrebet 11. september i New York var ikke alene en menneskelig tragedie, den trak også blodige spor på de finansielle markeder.

Så er det godt at sidde sikkert i kontorstolen mens en fast månedsløn dumper ind på kontoen.

Med 18 års anciennitet, en Cavling-pris på hylden og titel af chefredaktør på Jyllands-Posten var det også hvad Ulrik Haagerup gjorde. Set udefra.

Inden for murene var konflikten mellem Ulrik Haagerup og Jyllands-Postens direktør, Jørgen Ejbøl, dog for alvor begyndt at trække op. En dag i december, var fyringen af Ulrik Haagerup en realitet.

”Jeg har villet være journalist siden jeg var 13 år. Jeg kom på Journalisthøjskolen, da jeg var 18 år og fik mit første job på Jyllands-Posten, da jeg var 22 år,” siger Ulrik Haagerup og begynder opremsningen af de mange ansvarsposter på avisen:

”Jeg var praktikant, yngste reporter, assisterende redaktionschef, redaktionschef, ledende redaktionschef, journalistisk redaktør og i de sidste syv år af min ansættelse var jeg chefredaktør. Jeg havde aldrig oplevet andet. Da mange af mine kollegaer gennem årene skiftede job, blev jeg hængende, fordi jeg altid fik nye udfordringer. Det var enormt sjovt, det var min avis, og jeg elskede at være der.”

"Man levede jo sit liv der"
I dag er Ulrik Haagerup 45 år og DR’s nyhedschef. Han har guidet mig op ad rulletrapper, ind ad døren der skal mindske træk og videre op ad snoede trapper til etagen med frit udsyn over DR’s nyhedsmotor, hvor redaktionerne sidder rundt om mediedirigentens pult i midten, og hvor nyhedsstudiet befinder sig. Vi ser ned på myretuen af mennesker, mens han fortæller hvem der sidder hvor. Undervejs har han sagt ’hej’ til et hav af folk, mens hans høje skikkelse med en afslappet gang fører os hen til bestemmelsesstedet på fødder, der er på autopilot.

Det virker som en person, der er hjemmevant. Men engang kunne han ikke forestille sig et liv uden for Jyllands-Postens murer.

”Jeg elskede mulighederne for at lave god journalistik på Jyllands-Posten, jeg havde efterhånden ansat mange af dem der var der, og havde mange venner og bekendte. Man levede jo sit liv det sted. I december 2001 kommer jeg i etiske uoverensstemmelser med min chef. Jeg mente ikke, at det var min etik, der var noget i vejen med, og det førte til, at jeg henvendte mig til bestyrelsen, for at de kunne få at vide, hvordan tingene var og tage stilling til det. Det gjorde de, ikke overraskende, ved at fyre mig. Det skete efter en lang periode med forhandlinger frem og tilbage, om jeg ville blive under bestemte vilkår, eller rejse og komme tilbage. Men jeg ville have et rent snit. Enten måtte de bringe tingene i orden, eller også måtte de fyre mig.”

Ordene bliver sagt kort, præcist og med fast stemme. Det er ikke en ny historie. Mange har spurgt til den og en version, der ikke er Ulrik Haagerups, findes i bogen ’Aviskrigen’ af Kim Minke.

”Jeg havde opført mig på en måde, så jeg stadig kunne se mig selv i spejlet,” tilføjer han.

”Men så lige pludselig står man på den anden side af døren. Da jeg havde sagt farvel til kollegaerne på avisen, stod Tv-avisen uden for og sendte direkte. Det var blevet en stor historie om konflikt på en avis, det var der noget snask i for medierne, som jeg ikke kan sige så meget om.”

Øjnene glider ud over det grå landskab udenfor, ikke flakkende, men som om en indre film er gået i gang.

”Det at bliver fyret er noget af det mest traumatiske, der kan ske, synes mange. Jeg besluttede mig for, at sådan skulle det ikke være for mig. Døren og murene havde skabt tryghed, men når man forlader dem, kan man blive bange, eller man kan beslutte sig for, at de er en begrænsning og at udenfor venter resten af verden.”

”Jeg sagde til mig selv: ”Det her skal være det bedste, der nogensinde er sket for mig”. For hvis jeg ikke var blevet fyret, havde jeg sikkert været på Jyllands-Posten endnu, og det havde ikke været godt for avisen eller for mig.”

”Jeg tror, at man kan beslutte sig for, hvordan man vil tænke, sådan lever jeg mit liv. Men selvfølgelig sidder man der og synes, det er strengt, og de er dæl’me nogle idioter, for ens arbejde bliver ens identitet. Hvis man dengang vækkede mig om natten og spurgte mig, hvem jeg var, ville jeg svare ”journalist på Jyllands-Posten.” Så jeg måtte mærke efter, om det var ok bare at være Ulrik, for det interessante er jo ikke, hvad du er, men hvem du er.”

I spidsen for flermediel udvikling
Af samme grund brugte Ulrik Haagerup tid på at bage boller med børnene og tænke sig om, selv om jobtilbuddene ikke manglede. For risikoen når man mister et job er, at man bliver så bange for ikke at finde et nyt, at man tager det første og det bedste, er hans erfaring. Efter en periode som selvstændig med Haagerup Consulting fik Ulrik Haagerup smag for at engagere sig i et mediehus igen. Denne gang i Nordjylland.

”Jeg havde som selvstændig lavet ledelse- og strategiudvikling for Nordjyske Medier. De stod i overvejelser om, hvordan man gjorde en regional avis til et flermedialt hus. Det var fan’me for sjovt til at overlade til andre, så det fik jeg lov at stå i spidsen for som chefredaktør.”

Nordjyske Medier får ry for at være det sted i verden, der er længst fremme på det flermedielle område. Folk fra hele verden kommer på besøg, og Ulrik Haagerup ser muligheden for at omsætte den udenlandske interesse til en nyhedshelikopter ved at tage entré.

”Vi fik en nyhedshelikopter før TV 2 News. Det havde jeg aldrig været med til, hvis jeg ikke var blevet fyret.”

Hvordan har det påvirket dig sidenhed?

”Jeg er ikke bange for at blive fyret. Hvis de ikke vil have mig i DR, fint nok. Jeg gør det, så godt jeg kan, og der er nogle ting, jeg ikke vil gå på kompromis med. Det er en fantastisk viden at have med sig, at man ikke dør af at blive fyret.”

Har du nogensinde oplevet det som en negativ stempling at være blevet fyret?

”Nej. Jeg har altid været ærlig om det. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil fortælle, præcis hvad det var for en situation, der udløste det, af hensyn til de mennesker, jeg holder meget af, og som det ville skade for meget. Men jeg skriver på mit cv, at jeg er blevet fyret og engang skriver jeg selv min version, for det er en god historie.”