Jobindex: Vi er "The Good Guys"

De store mediehuse bør klare sig på markedsvilkår, mener adm. direktør for jobportalen Jobindex, Kaare Danielsen, der er træt af avishusenes adfærd.
Ole Nørskov

Kaare Danielsen, ejer af Jobindex.dk, er træt af, at de gamle avishuse, som "kæmper for at bevare deres monopoler", ofte fremstilles som samfundets støtter, mens internet-portalerne ikke får point for det store bidrag, de har leveret til de senere års demokratisering af informationsudviklingen.

"I gamle dage var det for eksempel et stort samfundsmæssigt problem, at det kostede 40-50.000 kr. at indrykke en jobannonce. Det betød et mindre dynamisk arbejdsmarked og dermed flere ledige. Jobindex og de andre jobportaler har ikke bare sparet virksomhederne for store beløb til jobannoncer, jeg mener også, at den større gennemsigtighed og hastighed har gjort, at folk finder et nyt job cirka 14 dage hurtigere, hvilket efter min vurdering har reduceret ledigheden med omkring 10.000 personer, og dermed sparet samfundet for milliardbeløb," siger Kaare Danielsen, som har svært ved at forstå, hvordan netop aviserne gør sig fortjent til den særstatus, de har, i forhold til mediestøtten.

Gratis at annoncere
"Portaler som JobIndex bruger ikke penge på journalistik, men vi bruger penge på andre ting, nemlig at hjælpe folk med at komme i arbejde. Jobindex har således de sidste 10 år samarbejdet med Foreningen Nydansker omkring forskellige projekter til at få nydanskere i arbejde. Senest er vi med i et projekt sammen med Københavns Kommune om at skaffe fritidsjob til unge, hvor vi stiller software gratis til rådighed," siger Kaare Danielsen.

"Vi har også med vores robot gjort det gratis at annoncere ledige stillinger, fordi vi mener, at det bør være gratis at udveksle informationer. Det er kun de virksomheder, der ønsker service eller særlig eksponering, der skal betale. Vi eksperimenterer også med nye jobannonceformer og rådgiver virksomhederne om, hvordan de skal lave bedre jobannoncer, noget avisernes jobannonceafdelinger aldrig har gjort," siger han.

Skal klare sig på markedsvilkår
Kaare Danielsen taler ikke nødvendigvis for statsstøtte til jobportaler på nettet, men han mener, at også dagbladene må klare sig på markedsvilkår - uden de omkring 1,5 mia. kr., aviserne i dag modtager i direkte og indirekte støtte.

"Det er internet-medierne, der er "the good guys", der kæmper for fri udveksling af information, mens de gamle aviser gør alt, hvad de kan for at beholde deres gamle monopoler. Bare se, hvad de gjorde ved Nyhedsavisen. Der brugte de gamle aviser hundredevis af millioner, ikke på at udvikle nye journalistiske tiltag, men på at kvæle et journalistisk tiltag. Hvornår har aviserne sidst foræret jobannoncer væk eller gjort noget som helst for at skaffe nydanskere eller nogen som helst andre i arbejde? De har tværtimod misbrugt deres monopol og i over 100 år gjort det langt dyrere end nødvendigt at annoncere ledige stillinger til stor skade for virksomhederne, for samfundet og for de ledige," siger han.

Tabt del af finansstoffet
Avisernes overlevelseschance ligger ifølge Kaare Danielsen i at fokusere benhårdt på kerneområderne.

"Når vi har kunnet konkurrere så godt mod aviserne på jobområdet, er det jo bl.a. fordi det har været et område, som aviserne har behandlet med venstrehånd i mange år. De har ikke videreudviklet eller været særlig nyskabende på området, og de har ikke forsøgt at give kunderne de lavest mulige priser. Det er fordi jobannoncer ikke er og aldrig har været avisernes kerneområde. I avisen kan man slippe af sted med at klare sig på et område, som man behandler med venstre hånd, men den går ikke på nettet, hvor sitene meget hurtigt bliver meget specialiserede. Derfor har aviserne også tabt en del af finansstoffet til Euroinvestor, kontaktannoncerne til Dating.dk osv.," siger han.

Aviserne skal i stedet satse på at udvikle journalistikken på nettet.

"Den dag aviserne finder ud af, at deres kerneområde er nyheder og analyser og koncentrerer sig om at levere de bedste nyhedshistorier, uanset om det foregår på print, internet eller TV, så tror jeg, de vil få succes igen. Indtægterne er ikke så store på nettet, men det er udgifterne heller ikke, man sparer en formue i papir og distribution, så annonceindtægterne behøver heller ikke være så store," siger Kaare Danielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også