Bornedal skyder film for Lego

Lego-koncernen dropper skåltaler og power points og skal i stedet markedsføre sig internt med en kort film skabt af Ole Bornedal.
Zandra Damsgaard

Det går rigtigt godt for Lego, som navnlig i det kriseramte USA trodser lavkonjunktur og sparetider, og den danske koncern ventes på mandag at fremlægge et rekordregnskab.

Succes kommer man dog som bekendt sjældent sovende til, og Lego vil nu ruske op i den interne markedsføring af virksomheden.

Til opgaven har man hyret instruktør, producer og manuskriptforfatter Ole Bornedal, der er i fuld gang med at skabe en virksomhedsfilm til legetøjsgiganten.

Det bekræfter kommunikationschef Charlotte Simonsen over for MediaWatch.

”Man kan kalde det en præsentationsfilm for vores personale og for eksempel nye partnere. En film, der siger noget om, hvem vi er som virksomhed,” siger hun.

Faldt for Bornedal
De nærmere detaljer om filmen, og ikke mindst om dens indhold og pris, holder Lego indtil videre for sig selv. Fast står imidlertid ønsket om at præsentere virksomheden på en anderledes måde:

”Vi ville gerne noget andet end de sædvanlige taler og power points, så vi kiggede på forskellige muligheder og fandt Bornedal og dem, han arbejder sammen med, bedst,” fortæller Charlotte Simonsen.

Ole Bornedal (49) har en fortid i Danmarks Radio og som chef på Aveny Teatret. Han brød for alvor igennem på det store lærred i 1994 med gyserhittet ’Nattevagten’, som han tre år senere instruerede en mindre succesfuld amerikansk udgave af.

Bornedal står også bag spillefilmene ’Jeg er Dina’ og ’Vikaren’ samt tv-serien ’Charlot & Charlotte’.

Digital satsning på standby
De gode takter til trods har Lego netop udskudt sin hidtil største digitale satsning i form af onlinespillet Lego Universe. Det siger udviklingschef Mark William Hansen til dagbladet Børsen uden at komme nærmere ind på årsagerne til forsinkelsen.

Han fortæller dog, at man teknisk er kommet langt med platformen, som ikke desto mindre tidligst vil blive lanceret næste år.

Omkostningerne ved en sådan udsættelse er til at tage og føle på, erkender udviklingschefen, som henviser til det kommende årsregnskab for yderligere information om Lego-koncernens digitale aktiviteter.

Udviklingen af Lego Universe har været i gang siden 2006, og ifølge Børsen skal spillet trække flere penge til hovedsædet i Billund end de verdensberømte klodser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også