Vermø: Brandet betyder alt

Jan Ørum Vermø er tilfreds med opkøbet af bl.a. Helse og Tjeck og satser på en trecifret million-omsætning i 2009.
Michelle From Hoxer

Kommunikationsbureauet Vermø A/S ekspanderede kraftigt sidste år med opkøb af flere magasiner og en anpart i Jungersted Media, der står for annoncesalg i en række magasiner. For selvom annoncørerne generelt er tilbageholdne, og købekraften reduceret for tiden, er Jan Ørum Vermø ikke bange for at gå ind i nye projekter, så længe brandet er stærkt nok:

"Vi er hele tiden åbne over for nye muligheder. I forbindelse med krisen har vi gjort nogle rigtig gode køb. Vi vil ikke ind i noget, som ikke har en historie eller defineret målgruppe, Vi er i en fase lige nu, hvor det at starte et magasin eller koncept fra bunden simpelthen er for tungt og besværligt. Det vi kigger efter, er, gode titler med en historie og målgruppe, som kan passe ind i vores øvrige aktiviteter. Hvis noget godt byder sig, er vi klar."

Direktøren forklarer, at der ikke for nuværende er nye opkøb på vej. Der er meget til salg lige nu, og derfor handler det om at se sig godt for, inden den træffes beslutninger:

"Hvis vi skal ind i noget, så skal det have en volumen og en forretningsplan, som vi tror 100 procent på. Vi vil ikke bare ind i noget, som måske kan blive godt. Der skal være en god substans og mulighed for, at det fremadrettet kan blive en succes."

Resultatet for 2008 tegner til at ligge på den gode side af to millioner kroner, afslører direktøren. I år håber han samlet at omsætte for 100 mio.kr.

Kommunikation omdrejningspunktet
De nye opkøb medfører blandt andet, at bureauet nu har adresse i både Herning og København, og med opkøbet af magasinerne Helse og Tjeck omfatter firmaets portefølje nu både reklamevirksomhed og medieproduktion. Ifølge direktøren er kommunikation omdrejningspunktet og målet er at opnå synergi mellem de forskellige områder.

Han forklarer, at Vermø a/s siden begyndelsen har arbejdet med journalister og fotografer. På den måde er det ikke helt nyt at tage skridtet helt ind i mediebranchen, selvom det for mange kan virke som en svær kombination.

”På bureausiden arbejder vi helt traditionelt med kædekunder. Her er storytelling vigtigt, og det kan vi bruge i forhold til de indholdsmedier, vi laver. På den måde forsøger vi at opbygge en synergi mellem tingene,” fortæller Jan Ørum Vermø og fortsætter:

”I Jungersted arbejder vi for eksempel med femten titler. Hvis én sælger arbejder med en kunde, så kan han gøre det enkelt for dem at sælge ind til flere medier. Vi oplever, at mange sætter pris på, at de kan nøjes med en konsulent og alligevel nå bredt ud.”

For tynd businesscase
Selvom flere i branchen taler om magasinets død, så tror Jan Ørum Vermø på mediets fremtid. Han lægger dog vægt på, at det ikke er nok kun at udkomme på papir. Derfor er planen specifikt i forhold til Helse, at der skal afholdes messer og foredrag. Derudover skal hjemmesiden være velfungerende og moderne. I den sammenhæng lancerer Vermø A/S nye Helse magasiner og hjemmesider - også til Tjeck - til foråret, og så er interactive afdelingen udvidet med to nye medarbejdere, fortæller direktøren.

"Vi vil selvfølgelig gerne bringe magasinet på bølgelængde med den elektronik, som brugerne benytter. På den måde får vi et stærkt brand, som vi aktivt kan bruge. Aktiviteter på andre platforme også skal generere indtjening, som et nødvendigt supplement til printdelen," forklarer Jan Ørum Vermø.

Største omsætning i ti år
Han fortæller, at firmaets omlægning af Helse til et mere moderne, fremsynet magasin er ved at lykkes. Januarnummeret i år genererede den største omsætning i ti år, så selvom Vermø A/S også har oplevet kundetab, så ser direktøren generelt positivt på situationen lige nu:

"Det er selvfølgelig beklageligt med nogle af de ting, der må lukke, men jeg tror, at det på lang sigt vil sikre magasinet en bedre fremtid. Alting var simpelthen blevet for lystigt. Vi vil opleve en konsolidering i markedet, men jeg tror, at branchen som sådan kan komme styrket ud af krisen."

Jan Ørum Vermø forklarer, at han selv har måttet lukke et luksusmagasin, fordi der var for mange aktører om det samme marked. Og det er en nødvendighed for tiden, mener han:

"Som jeg ser magasinmarkedet nu, så tror jeg, at en del må lukke, fordi der simpelthen har været for mange på den samme bane. Der har været alt for mange magasiner med en alt for tynd businesscase. Finanskrisen er skyld i meget, men den får også skyld for meget."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også