Ugeaviser vil jorde krisen i 09

5,2 mio. kr. før skat er langt fra godt nok, siger adm. dir. for Politikens Lokalaviser, Jan Halling. Men i 2009 giver ugeaviserne den gas med salg, online og redaktionel udvikling.
Tine Brødegaard Hansen

Et velvoksent plus på kontoen i millionstørrelsen er sjældent en dårlig nyhed, når årsregnskabet gøres op, men for Politikens Lokalaviser lever resultatet på 5,2 mio. kr. før skat ikke op til forventningerne, hedder det i regnskabsmeddelelsen fra JP/Politikens Hus.

Den bedømmelse er adm. direktør Jan Halling enig i. Frem til sommeren 2008 regnede han med at kunne levere et rekordresultat trods heftige opkøb og opstart af i alt 16 ugeaviser i Danmark og Sverige samt digitale investeringer. Men onlinesalget tog først fart i årets sidste kvartal, mens annoncemarkedets fald gjorde sit for at ødelægge rekordforsøget.

Hvis det lykkes at få et markant forbedret resultat, er det så ikke surt at skulle aflevere de penge til jeres ejere, JP/Politikens Hus?

"Nej, sådan har det været gennem alle årene. Det har betydet, at vores egenkapital kunne have været større, men det giver ikke mening at holde pengene i et datterselskab, og koncernledelsen fordeler de midler, der er til rådighed, ud fra hvad der er fornuftigt. Vi føler os ikke forfordelt, og med den ekspansion vi forventer i 2009, får vi de nødvendige midler. Begrænsning af kapital har aldrig været et problem for os, men grundlæggende beder vi ikke om penge, hvis ikke vi kan generere flere."

Med et nedjusteret mål in mente, holder salget for januar måned budget, men:

"Den rigtige test kommer til marts, april og maj. Først når de måneder er veloverståede, ved jeg og andre i branchen, hvad der ligger i kortene for 2009," siger Jan Halling.

Det er han nu ikke en mand, der holder sig tilbage med at skyde løs på alligevel og forventningerne til dette års resultat er høje.

Tre udfordringer for 2009
Tre områder kommer i særlig grad til at tegne 2009 for Politikens Lokalaviser.

1. "Nej tak til reklamer"-ordningen vil styrke ugeaviserne.
2. De lokale nyheder og de lokale annoncer ud på flere medieplatforme.
3. Høje redaktionelle ambitioner for ugeaviserne skal øge læsning, trafik og relevans.

Job- og mæglermarkedet er katastrofalt og kommer formentlig aldrig op på præ-kriseniveauet. Til gængæld bliver de landsdækkende kæder og butikscentre mere optaget af at flytte varer end at udtænke raffinerede profilkampagner, mener Jan Halling.

Derfor frygter han ikke de nye regler for adresseløse forsendelser, der betyder at man ikke alene kan nægte at modtage reklamer, men også nægte at modtage ugeaviser med virkning fra 27. april.

"Mange der i dag modtager reklamer, men egentlig ikke ønsker dem, vil vælge at modtage ugeaviser. En ultimativ stramning er, at man siger nej til alt inklusive ugeaviser, men det vil kun være ganske få, og de er ikke det store tab, for de har i forvejen ikke åbnet vores avis. Den almindelige klage vi hører skyldes jo, at man ikke har modtaget avisen."

Jan Halling regner med, at op til 25-30 procent husstande inden for et område vil sige nej til adresseløse forsendelser. Hvis samme husstande takker ja til ugeaviserne, giver det ugeaviserne en konkurrencefordel.

Derudover håber han også at Politikens Lokalaviser kan stå for distributionen af den øvrige adresseløse information, der ikke er reklamer, såsom kirkeblade og kommunal information til de få husstande, der måtte sige nej til lokalaviser. Vi vil meget gerne kunne love kommunen, at vi sammen med annoncerne i ugeavisen supplerer med en dækning af de få husstande, der takker nej hertil.

Vil overhale regionale sites
Skulle man få den tanke, at når nu dagbladene har svært ved at få online-indtjeningen op i svingninger, må det være umuligt for ugeaviserne, er Jan Halling klar til at sætte et par ting eller to på plads.

"I januar bliver budgettet for onlinesalget nået. Holder året ud, vil den digitale drift udgøre en betydelig del af vores forventet omsætning på over 500 mio. kr. Ikke ti procent, men en fornuftig procentdel og aktiviteten vil give et betydeligt overskud."

"Vi nærmer os en trafik, der svarer til de store regionale sites som Jv.dk og har overhalet dem, når vi er ude af 2009. Fyens.dk er et spændende mål at sætte os. Vi har været tilbageholdende med at markedsføre vores site lokalavisen.dk, men det kommer nu."

De digitale satsninger skal sikre, at unge mellem 12 til 29 år følger med i det lokale. Inden sommeren 2009 regner Jan Halling med at kunne præsentere mobilsites for ugeaviserne. Men også annoncørerne skal kurtiseres på nye måder.

"Vi skal udnytte vores relationer til de lokale virksomheder bedre, for de har behov for andet end at indrykke annoncer i ugeaviser, de skal have produceret skilte, brochurer, pressemeddelelser og web-tv. Det kan vi sagtens klare, men de tekstforfattere og freelancere, der står for det, er selvfølgelig ikke de samme som vores lokale journalister på lokalaviserne. Der er intet forbindelsesled andet end at de har samme ejer."

Lektien fra trafikaviserne
Den understregning må man gerne sætte fed streg under, selv om ugeaviserne ikke længere kæmper med de imageproblemer, der plagede dem for nogle år siden.

"Engang mente man, at de journalister der tog arbejde på ugeaviserne enten var nyuddannede eller var trætte af at knokle på et dagblad og tog jobbet for at kunne slappe lidt af. I dag er vi langt forbi det billede, men det er en udfordring for nogle af de medarbejdere, der har været her længe, at de skal levere daglige web-opdateringer, web-tv og stof til ugeavisen. Vores redaktioner er bemandet fra kl. 7 om morgenen til kl. 23."

For at hæve trafikken og for at blive interessante samarbejdspartnere for eksempelvis Ekstra Bladet, skal lokalredaktionerne arbejde mere sammen med hjælp fra lande- og områderedaktørerne i Politiknes Lokalaviser.

"Tidligere har redaktionel udvikling ikke fyldt så meget, for aviserne virkede jo. Men i takt med den skærpede mediekonkurrence og med at vi får flere medieplatforme, skal vi undytte ressourcerne optimalt, og det har vi ikke gjort hidtil."

Ugeaviserne skal redigeres strammere ved hjælp af en skabelon for antallet af sider, hvordan teksten brydes om, og stofområderne fordeles efter en præcis struktur. En avisskabelon som alle medarbejdergrupper har været med til at beslutte.

"Vi skal lære af trafikaviserne og skære vores historier kortere og med bredere sigte. Der har været en tendens til, at f.eks. kommunale kilder satte dagsordenen i vores aviser, men vi skal huske at nuancere, at inddrage læserne mere sammen med de de nære historier uden at drukne i voxpop."

Samarbejde med dagbladene
"Vi beskæftiger 130 redaktionelle medarbejdere i Danmark og Sverige, det ville være tragisk, hvis de gik på arbejde hver dag året rundt og aldrig leverede breaking news. Det gør de. Vi har meget motiverede journalister, der deler vores ønske om kvalitativt at slå igennem på alle medieplatforme."

Bandekrigen i Helsingør er et af de eksempler Jan Halling fremhæver, som understøttede ugeavisernes relevans for læsere i alle aldersgrupper.

"Vi var dem der bedst fulgte sagen, fordi vi har et stort lokalt netværk og er på fornavn med lokalpolitiet."

Ser du muligheder i redaktionelt samarbejde med dagbladene i JP/Politikens Hus?

"Hvis vi gør det godt nok, vil de gerne trække på os, og vi vil gerne bytte trafik med andre i huset, , når vi levere levende billeder og lyd, de kan bruge. Når de digitale satsninger og nye ugeavis-opkøb begynder at give afkast i 2009, skulle resultatet gerne komme til at se langt bedre ud, end 2008-resultatet, men det bliver ikke uden benhård konkurrence.

Hvordan ser du ugeavisernes fremtid?

"De dage er forbi, hvor der kunne være to eller flere lokale bejlere, både blandt lokale dagblade, ugeaviser og Søndagsavisen. Nu er annoncemængden så beskeden, og priserne er så lave, at der ikke længere er plads på markedet," siger Jan Halling. Jeg tror, at den lokale ugeavis, men kun én – bliver den store vinder inden for kort tid."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også