Der Nordschleswiger klar til at droppe papiret

Når Siegfried Matlok engang trækker sig som chefredaktørvil han efterlade en levedygtig avis til det tyske mindretal - på papir eller ej.
Tine Brødegaard Hansen

Selv om Tyskland støtter avisen med ca. 16 mio. årligt, selv om danske politikere anerkender dens særstilling og de lokale annoncører bakker op, så står det tyske mindretals avis i Danmark, Der Nordschleswiger, over for store udfordringer.

"Vi har den vanskelige situation, at vi har mange ældre læsere, som er meget lidt på nettet og en lille brøkdel af unge, som kun bruger nettet. Derfor overvejer vi, om vi på sigt kan fortsætte papirudgaven i samme omfang som nu," siger chefredaktør Siegfried Matlok.

Overvejer også omlægning til ugeavis
Fra 1951 er Der Nordschleswiger udkommet dagligt, men det kan være slut inden for en overskuelig årrække.

"Jeg vil nødigt undvære, at avisen udkommer dagligt på papir, men nye løsninger som for eksempel at blive en ugeavis er også en mulighed for os. I Norge udkommer flere aviser allerede nu kun få gange om ugen. En ændring sker dog først, når vi har udbygget nettet og flyttet flere journalister fra papiravisen til nettet, for det er udelukket, at vi kan ansætte flere journalister," siger Siegfried Matlok og og tilføjer:

"Der kommer nok lige så mange tyske støttepenge, hvad enten avisen udkommer på papir eller net. Så det handler ikke om, hvor længe vi kan vente med at omstille os til at være mindre afhængige af papiravisen, for vi kan ikke vente," siger Siegfried Matlok.

Trimedial med papir som tyndeste ben
Visionen er, at Der Nordschleswiger bliver trimedial ved fortsat at lave tre daglige radioudsendelser til Radio Mojn (hvilket støttes med 250.000 kr. fra den danske stat årligt), ved at udbygge netredaktionen og i et vist omfang at udgive en papiravis eller på sigt at droppe den, hvis nettet vokser sig stærkt nok.

Tankegangen skyldes ikke, at 2008 var katastrofal for avisen, hvis oplag har ligget nogenlunde stabilt omkring de 2.300 eksemplarer gennem flere år, men at den stille siven ikke stopper.

"Vi har haft en annoncefremgang på ca. 20 procent i løbet af de sidste år fra ca. 900.000 millimeter til en rekord på 1,4 mio. millimeter. Det kan undre, når vores oplag ikke er større, men jeg føler, at det er et skulderklap fra det lokale erhvervsliv til os, fordi vi fungerer som modspil til giganten JydskeVestkysten og gør os og området gældende med gode lokalsider, men også via Ritzau-citathistorier. Avisen har en stor medieeffekt, som ligger langt ud over vores oplag."

Afløser for nazi-venlig avis
Avisen opstod på ruinerne af sin forgænger, Nordschleswigsche Zeitung, der under krigen var nazi-sympatisør og derfor blev sprængt i luften i efteråret 1945 af danske modstandsfolk med dynamit til overs.

Operationen lykkedes, men patienten var død for længst. Efter krigens afslutning havde den danske regering nemlig straks placeret en censor fra udenrigsministeriet i den tysksprogede avis' redaktion for at undgå uheldige forherligelser af det kuldsejlede 3. rige.

Bombeaktionen banede vej for en ny ugentlig avis til det tyske mindretal, Der Nordschleswiger, der var fri af historiens sorte kapitler. I den første leder fra 1946 langede den daværende chefredaktør så hårdt ud efter nazitiden, at ca. 1000 abonnenter opsagde abonnementet.

Tysk avis på dansk
Ud over at være en lokal bastion i et område, som JydskeVestkysten med sine lokaludgaver sidder tungt på, er diskussionen om avisens ståsted og funktion, "at være en dansk avis på tysk", central.

"Regeringerne i Berlin og København ville ikke have samme fokus på området, hvis ikke det var for den særlige situation med mindretallene, så ville Sønderjylland være et udkantsområde som Lolland-Falster og andre egne," siger Siegfried Matlok.

Derfor omhandler forandringerne på avisen ikke at tilføje dansksprogede sider i avisen, selv om det måske kunne få den bredere ud, lige som danske Ritzau-telegrammer skal give dynamik på netavisen.

"Hvis vi skriver sider på dansk, betyder det, at Tyskland giver mediestøtte til os i konkurrence med danske aviser. Det kan ikke være meningen, så hellere lukke butikken," siger Siegfried Matlok, men han ligner ikke en, der vil tillade at nøglen bliver drejet om – frivilligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også