Oplag: Slut med brandudsalg hos Jyllands-Posten

De ikke-rentable abonnementer vil blive skåret væk i 2009, når Jyllands-Posten gennemgår kundelisten "med en tættekam."
MediaWatch

Morgenavisen Jyllands-Posten oplever sammen med de fleste af de danske dagblade den værste krise i mands minde og leder derfor efter besparelser i alle hjørner af virksomheden. Det kommer til at gå ud over oplagstallet, som vil tage et dyk i den forkerte retning i løbet af 2009.

"Vi gennemgår abonnementsbasen med en tættekam og skærer alle de abonnementer, vi ikke tjener penge på, bort," siger direktør Klaus Høeg-Hagensen, som forventer, at oprydningen vil medvirke til, at oplaget i de værste måneder vil blive op mod 10.000 eksemplarer lavere end året før.

"Men det er endnu for tidligt at komme med alt for præcise udmeldinger, for vi har faktisk haft et bedre avissalg i årets start, end vi havde regnet med," siger Klaus Høeg-Hagensen.

Slut med avisen til spotpris
Øvelsen er ikke ukendt. Traditionelt "sanerer" aviserne abonnementsbaserne i nedgangstider, hvor fokus flytter sig fra top- til bundlinje. I højkonjunkturerne skrues der så typisk igen op for kampagnerne, hvor nye abonnenter får avisen til spotpris.

Men omfanget af JP's oprydning er denne gang større end normalt.

"Vi har på grund af krisen måtte justere på vores ambitionsniveau, når det gælder hvor meget større, vi vil være i forhold til konkurrenterne, men vi vil til enhver tid forsvare positionen som Danmarks største betalingsavis," siger Jyllands-Postens øverste chef, ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

Jyllands-Posten blev i december 2008 solgt i 129.325 eksemplarer i gennemsnit på hverdage, mens Politiken på andenpladsen lå på 109.825 eksemplarer og Berlingske på tredjepladsen lå på 102.640 eksemplarer. Det er fald på henholdsvis 7,8 procent, 1,7 procent og 14,7 procent i forhold til samme måned året før.

Krisen får dog ikke JP til at gå helt i sort, og Jørn Mikkelsen forventer stadig et positivt resultat i 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også