Jyllands-Posten nedjusterer: Fra "kernesund til sund"

Jyllands-Posten er hårdt ramt af den økonomiske krise, men forventer alligevel et plus på bundlinjen i 2009.
Ole Nørskov

Hvis cheferne på Jyllands-Posten kommer til at fryde sig i 2009, bliver det nok mest skadefryd over, hvor slemt det står til hos konkurrenterne frem for ægte glæde. Avisen er så hårdt ramt af den økonomiske krise, at ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen må foretage en ubehagelig retorisk nedjustering:

"Virksomheden er nu sund, hvor den før var kernesund," siger han.

Det lyder måske som en jysk underdrivelse, men Jørn Mikkelsen har en god grund til tage krisen oppe fra og ned. Jyllands-Posten kom ud af 2008 med et fornuftigt overskud på trods af et dårligt fjerde kvartal og på trods af en række engangsomkostninger i forbindelse med en stor sparerunde og omlægningen af avisen til tabloid.

Rædselsfuldt første kvartal
Og forventningen er stadig, at 2009 også ender med plus på bundlinjen, selvom første kvartal har vist sig at blive endnu mere rædselsfuld end forventet for dagbladene.

"I 2009 vil vi først og fremmest konsolidere efter et 2008 med meget store omlægninger. Men der er dog en vigtig undtagelse: Der vil stadig være fuld speed på nettet, hvor vi blandt andet snart vil lancere et blogunivers," siger Jørn Mikkelsen, som ellers har haft travlt, siden han i maj 2008 overtog posten som chefredaktør efter Carsten Juste.

Dels skulle avisen gennem en 50 mio. kr. stor sparerunde med en række fyringer og omrokeringer i kølvandet, dels blev den omlagt til tabloidformat, som mange af den gamle jyske avis' læsere havde en del fordomme omkring.

"Men vi er godt tilfredse med omlægningen, og der er ingen grund til at tro, at læserne ikke også er det. Vi synes, vi har fået omdefineret meget af det, vi lavede i forvejen, og vi synes vi har lært tabloidformatet bedre at kende. På nogle punkter er mulighederne større, end vi havde regnet med på andre områder måske knap så store. Men det er lykkedes at få dræbt den bekymring der var i visse læserkredse om, at "nu skal I bare til at lave Ekstra Bladet." Op mod omlægningen den 26. august fik jeg en del henvendelser, og vi havde også en hel del læserbreve i avisen, der udtrykte præcis den bekymring, men fra dag to var det helt forstummet. Tværtimod får vi nu alene henvendelser fra folk, der er godt tilfredse med formatet," siger Jørn Mikkelsen.

Strammer skruen
Om annoncørerne også elsker JP i tabloid er det til gengæld svært at sige noget fornuftigt om, for siden lanceringen er annoncemarkedet faldet måned for måned. Jyllands-Posten, der henter omtrent halvdelen af sin indtjening på annoncer, er følsom, fordi mange af annoncørerne er små og mellemstore jyske virksomheder, som for alvor har mærket krisen i december og januar.

Derfor strammer JP skruen alle de steder, hvor det kan lade sig gøre, forklarer direktør Klaus Høeg-Hagensen.

"Jyllands-Posten står stærkt på rubrikannoncemarkederne inden for biler, job og ejendomme. Det er godt i en højkonjunktur, hvor vi tjener mange penge, men det gør det også nødvendigt at reagere hurtigt, når det går den forkerte vej med samfundsøkonomien," siger han.

I dag er Klaus Høeg-Hagensen og Jørn Mikkelsen derfor ekstra tilfredse med, at de allerede tidligt i 2008 lugtede, at der var en nedtur på vej. Den store sparerunde i 2008 blev planlagt i foråret og effektueret i sensommeren, men slår først igennem for fuld kraft i 2009, hvor der er øvrige tiltag på vej.

Rømmer Kgs. Nytorv
De to største forandringer er rømningen af Jyllands-Postens Københavnske recidens på Kgs. Nytorv og en eventuel lukning af trykkeriet i Viby. I øjeblikket forhandles der med trykkeriets personale om "eventuelle alternativer til en lukning", men bestyrelsen i JP/Politikens Hus har indstillet, at trykkeriet udfases i løbet af 2009.

Derudover er Klaus Høeg-Hagensen i gang med at gennemgå avisens abonnementsbase "med en tættekam" for at skære de ikke-rentable abonnenter væk.

I "småtingsafdelingen" nedlægges onsdagstillægget Job og Karriere og kræfterne koncentreres omkring det nuværende tillæg om søndagen, der omlægges til avismagasin-format og forbedres indholdsmæssigt.

Med de seneste besparelser er JP sammenlagt oppe på at have barberet næsten 100 mio. kr. af omkostningerne i løbet at et år.

Der er med andre ord nok at græmmes over.

"Men samtidig føler vi os sikre på, at vi, selvom krisen er hård, vil stå endnu stærkere, når krudtrøgen har lagt sig," siger Klaus Høeg-Hagensen.

Forventningerne knytter sig blandt andet til nettet, hvor der har været stor fremgang på tværs af de forskellige JP-brands.

"Vores netunivers er nu langt større end vores konkurrenters. Jp.dk er i sig selv blandt de stærkeste sites og dertil kommer fpn.dk og epn.dk, som nu er det største erhvervssite på nettet," siger Jørn Mikkelsen.

Jp.dk var i december nummer 14 på FDIM's topliste med knap 681.000 brugere. Epn.dk lå lige efter med 599.000 brugere, mens fpn.dk nåede 285.000 brugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også