Aalund: Man må vælge sine kampe

På en uge har Aller Press lukket to magasiner og solgt tre. Det har givet travlhed hos magasindir. Pernille Aalund, der her fortæller om sin medieuge.
Tine Brødegaard Hansen

Hvilken nyhed var den vigtigste i mediebranchen i ugens løb og hvorfor?

"Fra min stol, er det den strategiske beslutning om, at koncernen fokuserer på kerneforretningen i form af kvindesegmentet. Frasalget af vores tre sidste herremagasiner (Golfmagasinet, Bådnyt, og Jagt, vildt & våben, red.) er en proces, der har stået på i et over et år med løbende dialog med Jesper Sehested Lund. I efteråret kom vil til den konklusion, at det bedste ville være at afhænde de tre produkter, for de har ingen synergier med vores øvrige produkter. Det er nogle af vores ældste produkter, så det gør lidt ondt."

Hvilke andre branche-begivenheder var vigtige og hvorfor?

"Jeg har fulgt meget med i New York Times problemer. Avisbranchens udfordringer svarer til dengang producenterne af petroleumslamper oplevede, at el blev allemandseje. Folk vil ikke vente 24 timer på at få deres nyheder, og det kan blive avisens død på tryk. Det spændende bliver, hvor nyhedsstrømmen kommer fra i fremtiden, og om det lykkes aviserne at sætte sig på den. Vi har de samme interesser i at finde forretningsmodellen som dagbladene, men vi er livsstils- og interessebårne medier og kan derfor lægge år til vores levetid."

Er der nyheder, du er stødt på af vigtighed for din branche, som danske medier ikke har dækket?

 "På en uge har vi lukket to magasiner og solgt tre, så min uge har været ekstremt lokal, og jeg har haft så travlt, at jeg kun har fulgt de danske medier."

Hvad er den bedste og værste mediedækning, du er stødt på i den forløbne uge?

"Vi har haft en situation i ugen, hvor nogle folk på et nyhedssite ræsonerede sig frem til, at et af Aller Press' blade var underskudsgivende og lukningstruet. Men rent faktisk har det blad overskud. Jeg har ingen problemer med, at man forholder sig kritisk til mig, eller hvad der foregår i Aller, men jeg kan ikke klare, at folk laver konklusioner uden at have taget telefonen og ringet først. Det er så grelt, at vi nærmest trækker advokater på banen. Det, tror jeg, er en udfordring i det kommende mediesamfund, at man vil opleve det bedste og det værste. Det værste bliver nok mere udbredt, nettet åbner op for at alle kan blive nyhedsformidlere, uden nødvendigvis at have de journalistiske standarder der er på etablerede nyhedssites."

Ugens aktuelle: Aller Press bevæger sig væk fra mandesegmentet. Hvorfor har I ikke har knækket koden til de mandlige magasinlæsere?

"Analyser og statistikker taler deres eget sprog: Det er primært kvinder, der køber vores ugeblade og magasiner. Blade som Arena og Euroman ligger på oplag omkring 20-25.000, mens et blad som 'M' klarer sig bedre. Det skyldes, at mænd ikke er lige så store magasinlæsere som kvinder. Vores spidskompetencer ligger i blade til kvinder som Psykologi, IN, Isabellas, osv. Man må vælge sine kampe, og i en tid med nye medier og faldende oplagstal, må man vurdere, om det er nu, vi skal kæmpe os ind på mandearenaen. Det er det ikke. Jeg håber for Jesper Sehested Lund, at han får de tre magasiner han har købt af os til at vokse, for det er nogle fine gamle blade og et godt team af mennesker, der står bag. På Aller Press vender vi os i stedet mod det vi har gjort godt i over 130 år og udvikler det."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også