Radio i Røvhøjde virker efter planen

DR’s nye DAB-kanal P5000 rammer direkte ned i det rigtige segment, viser DR’s egne undersøgelser. Næste skridt bliver kanalens udbredelse.
Laura Bøge Mortensen

’Radio i Røvhøjde’. Sådan lyder sloganet for DR’s nye DAB-kanal P5000, der blev lanceret i november 2008, og som går efter unge i alderen 15-20 år.

"På DR undersøger vi selvfølgelig lytterne, og inden for radio kan vi se, at der er en tendens til, at gymnasieleverne hører P3. Men når det kommer til studerende fra handelshøjskoler, tekniske skoler, og de lidt kortere uddannelser, så er det de kommercielle kanaler, som tiltaler dem. Vi kunne godt have valgt at lave en ’P3 street kanal’, men så ville vi kannibalisere os selv. Derfor satser vi på at tage lyttere fra Voice og 100 FM med P5000,” siger redaktør Bo Kousgaard.

Værter der virker
Indtil videre har P5000 med værterne Anders Stjernholm, Anders Bonde og Mascha Vang virket efter planen. Trods kanalens begrænsede position, fordi den kun sendes på DAB-signal, har den sidste måneds radioshare set pæne ud. I Uge 2 nåede stationen sit hidtil højeste lyttertal på 116.000 lyttere - 40.000 færre lyttere end DR's Boogie Radio i samme uge og en halv million mindre end The Voice, der nåede 689.000 lyttere.

DR’s brugerundersøgelse viser til gengæld, at ’Radio i Røvhøjde’ bliver lyttet af de rigtige. Det vil sige de unge fra det blå segment, som DR også skal nå ud til ifølge reglerne for public service.

"Vi har lavet brugerundersøgelser, og vi kan se, at P5000 rammer direkte ind i det segment, vi gerne vil nå. Den viser endda, at der er potentiale for at få den ud til et meget større publikum, hvis ikke den kun lå på DAB-signalet," siger Bo Kousgaard.

P5000 på mobilen
Men hvordan får man en DAB-radio ud til et større publikum, hvis kun en fjerdedel af befolkningen ejer en radio, der kan modtage signalet? Bo Kousgaard Poulsen håber, at mobiltelefonen bliver fremtidens løsning.

"Der bliver flere og flere flatrate abonnementer, og man kunne forestille sig at den tendens vil betyde, at P5000 når bredere og bredere ud på mobiltelefoner, fordi barrieren for mange unge er, at det ellers koster penge, når en radiokanal streames via det mobile internet," siger Bo Kousgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også