Håb for Nyhedsavisens kreditorer

I måneden op til Nyhedsavisens konkurs blev der tilført næsten 40 nye mio. kr. Der er derfor håb om, at kreditorerne kan få lidt penge tilbage.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Fallitboet efter Nyhedsavisen er ved at lbive gjort op, og selv om det længe har set ud til, at kreditorerne ville få en lang næse og ingen af deres tilgodehavender, tænder kurator Peter Krarup fra Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere alligevel et lille håb.

I måneden op til Nyhedsavisens konkurs den 31. august sidste år blev der nemlig tilført ca. 38 mio. kr. i ny kapital. De penge er godt nok brugt, men viser det sig, at nogle af dem er brugt til at betale gammel gæld med, kan de blive inddrevet, så der kan blive udbetalt dividende til kreditorerne.

Det kan dog samtidig betyde, at den endelige opgørelse af konkursboet kan trække ud i lang tid, da det måske kan betyde nye sager om eventuelle omstødelser.

Ifølge Peter Krarup kan man ikke kræve penge tilbage, der er blevet brugt som led i en sædvanlig disposition som f.eks. betaling af løn og a-skat, men betalinger som vedrører gammel gæld hører ikke under sædvanlig disposition.

Penge fra Skat
Eksempelvis blev der betalt ca. 15 mio. kr. til Skat i august og kun ca. tre mio. kr. af dem er a-skat. Det betyder, at Skat kan komme til at betale differencen tilbage til konkursboet.

»Kan jeg få nogle af de 38 mio. kr., kan der komme dividende til kreditorerne,« formoder Peter Krarup, »det er min mavefornemmelse, at der må være brugt nogle af pengene til gældsposter, men der er ingen garantier. Vi har endnu ikke fået alt materialet udleveret.«

I alt er der kreditorer for ca. 100 mio. kr. efter Nyhedsavisen. Lønmodtagernes Garantifond står for ca. 16 mio. kr.

Nyhedsavisen lukkede den 31. august sidste år, efter at der i alt blev brugt en mia. kr. på gratisaviseventyret. Først med islandske Dagsbrun som ejer og siden hen overtog it-investoren Morten Lund ejerskabet. Han blev for et par uger siden erklæret personlig konkurs.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også