Apple-reklamer på kant med dansk lov

Dansk lovgivning tillader ikke markedsføring, der sviner konkurrenten til, og det gør Apple i sin seneste reklamekampagne, påpeger juraekspert
Zandra Damsgaard

I USA må en virksomhed gerne kaste smuds efter konkurrenterne for at stille sig selv i et bedre lys. Det må man imidlertid ikke i Danmark, og Apples seneste reklamekampagne vil derfor muligvis komme på kant med den danske markedsføringslovgivning, hvis den skal lanceres herhjemme.

Det vurderer en juraekspert over for Computer Reseller News (CRN).

Under titlen ”Get A Mac” fremstiller Apple i flere reklamefilm konkurrenternes PC’er som en noget konservativ tyksak i modsætning til Apples egen Mac, der naturligvis er af en ganske anden og smart støbning.

På vore breddegrader er rammerne for, hvad man i markedsføringsmæssig sammenhæng må sige om sine konkurrenter, imidlertid noget strammere, forklarer Jan Trzaskowski, der er lektor ved juridisk institut på Copenhagen Business School (CBS).

”Det, der ikke er tilladt, er, når man miskrediterer eller snylter på en konkurrents goodwill,” siger Jan Trzaskowski til CRN.

Det er derimod lovligt at henvise til en konkurrent, hvis det foregår på en lødig måde, forklarer han. Ligeledes er det tilladt at sammenligne virksomheder, så længe dette sker på lige vilkår.

Præcis hvilken grøft, Apple-reklamerne ligger i, vil først blive drøftet, såfremt reklamerne skal sendes herhjemme. Det har CRN forgæves forsøgt at få svar på hos Apple i Danmark.

Indtil da er reklamefilmene kun tilgængelige via internettet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også