Kronborg: TV 2 overskud undrer

TV 2's nye ledelse lagde bevidst et for pessimistisk budget sidste år, mener den tidligere TV 2-topchef, Anders Kronborg.
Lars Attrup

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.


Anders Kronborg finder det påfaldende, at tv-stationen ser ud til at levere et 2008-resultat, der er 160 mio. kr. bedre end ventet. Forklaringen kan være, at den nye TV 2-ledelse bevidst har lagt et alt for pessimistisk 2008-budget, vurderer den tidligere TV 2-topchef.

"De forventede et minus på 140 mio. kr., og kommer ud med et plus på 20 mio. kr. Det er en bemærkelsesværdig udvikling set i lyset af den voldsomme opbremsning i samfundsøkonomien - og set i lyset af, at de hele tiden selv har sagt, at det så meget slemt ud med reklamemarkedet," siger Anders Kronborg, der var koncernfinansdirektør for TV 2 til 28. november 2007.

Anders Kronborg er sammen med TV 2's tidligere adm. direktør Per Mikael Jensen blevet kritiseret for at gældsætte TV 2 alt for hårdt og samtidig iværksætte et væld af nye projekter, som har kørt tv-stationens økonomi i sænk.

TV 2 langt sundere end ventet
"Men nu viser det sig jo, at TV 2's økonomi slet ikke er så dårlig endda, hvilket bestemt glædeligt. Det bekræfter min fornemmelse af, at den nye TV2-ledelse valgte at lægge et budget, der var så pessimistisk som overhovedet muligt. Således kan man jo bringe sig i en situation, hvor det næsten kun er muligt at overraske positivt," mener Anders Kronborg.

Han henviser til, at TV 2 netop har opjusteret forventningerne til 2008-resultatet endnu engang. Forventningen er nu, at TV2 kommer ud af 2008 med et overskud før skat på 20 mio. kr.

20. oktober 2008 bebudede TV 2 et 2008-resultat på minus 30 - 60 mio. kr., og i det oprindelige budget lød bundlinien på minus 120 - 140 mio. kr.

Økonomisk hovedrengøring
Spørgsmålet er, om den nye TV 2-ledelse, der tiltrådte i efteråret 2007, har valgt at feje alle potentielle dårligdomme sammen og lægge dem ind i 2007-regnskabet og samtidig skrue forventningerne til 2008 så langt ned som overhovedet muligt.

"På sin vis forstår jeg godt, at en ny ledelse ikke ønsker ubehagelige overraskelser og derfor laver et regnskab og et budget, der er så pessimistisk som overhovedet muligt. Omvendt er det ikke retvisende, når mange nu sidder tilbage med et indtryk af, at Per Mikael og jeg satte det hele over styr.

Vi etablerede en række nye tv-kanaler, hvilket belastede selskabet med en forøget gæld. Men nu viser det sig jo, at det er netop disse betalingskanaler, som sikrer, at TV2 selv i et dårligt år som 2008 kan komme ud med et overskud," siger Anders Kronborg, som i dag er finansdirektør i gratisaviskoncernen Metro International.

Kæmpetab på radio
Han vedkender sig ubetinget det fulde ansvar for den kostbare, fejlslagne satsning på TV2 Radio, der udgjorde den største tabspost i 2007-regnskabet.

"Men de øvrige tiltag har vist sig at være fornuftige. Min fornemmelse er, at den ny TV 2-ledelse valgte at foretage så store hensættelser som overhovedet muligt i 2007-regnskabet. Hvis det ved udgangen af 2008 har vist sig, at der ikke er blevet brug for alle disse hensættelser til tab, så skal de tilbageføres som en indtægt. Det kan være en del af forklaringen på, at TV 2's resultat - stik mod konjunkturerne - udvikler sig så meget bedre end ventet," påpeger Anders Kronborg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra TV2's forhenværende adm. direktør Per Mikael Jensen, der i dag er adm. direktør for Metro International.

Læs også MediaWatch Q&A med Merete Eldrup her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien