Danske medier har meget at lære af de bedste amerikanske medier, når det gælder formidling og betydningen af politisk journalistik, siger Torsten Jansen og Cathrine Gyldensted til MediaWatch per mail og Skype. De har skrevet bogen 'Obama City', som udkommer mandag den 12. januar,

Læs et uddrag af kapitlet 'Medierne og magten' i slutningen af artiklen.

Hvordan er de politiske journalisters status i Washington?

Cathrine Gyldensted:
"På tv er de meget højt profilerede og bliver anset som berømtheder. Slangordet for ankermænd og kvinder er 'million dollar babies'. Men jeg mener også, at mange politiske journalister i Washington leverer journalistik og analyse af meget høj kvalitet. Slate og Washington Post er eksempler på det. På tv er de dygtige til at have et helt hold af værter og kommentatorer og få det til at spille, så seeren både er underholdt og bliver klogere. Det er inspiration for mig som tv-journalist, og det kunne vi have mere af på dansk tv."

Hvorfor kalder I Washington mediernes hovedstad i bogen?

Torsten Jansen:
"Der er ingen andre byer, der genererer så mange nyheder som Washington. Det er den vigtigste plet på jorden på grund af den vigtige rolle USA spiller i verden, og fordi både præsidenten, Kongressen, Verdensbanken, CIA og Pentagon er i Washington. Når der springer en bombe i Indien, somaliske pirater tager gidsler eller når situationen i Gaza optrappes, fylder det medierne verden over, men næsten øjeblikkeligt har medierne brug for reaktioner fra den politiske verden i Washington. Har et medie kun råd til en udlandskorrespondent, er det med stor sandsynlighed i Washington man placerer korrespondenten."

Hvordan adskiller relationen mellem journalister og politikere i Washington sig fra den i Danmark?

Cathrine Gyldensted:
"Journalister og politikere er på langt mere venskabelig fod med hinanden i USA end i Danmark. Et eksempel som vi omtaler i bogen er, da Tim Russert, vært på 'Meet The Press' døde og hvor både Obama og McCain deltog i begravelsen, mens Bush var til mindehøjtideligheden. At den absolutte politiske top kommer til en tv-værts begravelse i Danmark er helt utænkeligt."

Torsten Jansen:
"Selv om studieværter i Danmark også får høj løn og har en vis berømmelse, tjener de bedste studieværter i USA over 50 millioner kroner om året. Når de dækker historier, foregår det i privatfly, og de holder ferie i luksuriøse huse side om side med Hollywoodskuespillere og toppolitikere."

Bliver de tætte bånd mellem politikere og journalister anset for at være problematiske?

Cathrine Gyldensted:
"Det er en udvikling, som bekymrer visse journalister. Roger Aronoff fra Accuracy In Media siger til os, at den kritiske journalistik lider under det og at bloggere er fremtidens kritiske stemme. Men sandheden vil altid komme frem, nu blot af andre kanaler end de etablerede medier, mener han."

Torsten Jansen:
"Tv-værten Bob Schieffer forklarer situationen med, at hvis ræven er sat til at vogte gæs, må den være i gåsegården, altså tæt på de vigtige personer. Han erkender dog, at det måske er gået over gevind i Washington, der er som en lille landsby, hvor folk går til de samme smarte fester og cocktail parties. Alligevel får amerikanske politkere en hård og fair behandling, så snart de træder lidt ved siden af eller har en dårlig sag, bliver de ikke skånet. Der er kun få eksempler på, at medierne tager hensyn til politikerne."

Er det en udvikling man kan se for sig i Danmark?

"Jeg har selv en fortid som studievært og i dag bliver man fotograferet på den røde løber og kommer nemt i klub med skuespillere og sportsstjerner. Mange vil nok beklage, at journalistlønninger endnu ikke er på niveau med dem i USA, men vi bevæger os i den retning. Det er vigtigt at medierne er opmærksomme på det forhold og på ikke at komme for tæt på kilderne."

Selv om forholdet mellem toppolitikere og topjournalistiske er tæt, kan det ikke nødvendigvis retfærdiggøres med, at det afføder flere historier, for den politiske pressestyring bliver mere professionel for hver ny præsident, påpeger Torsten Jansen.

Står det tætte forhold mellem journalister og politikere for fald, når Obama og hans administration tiltræder?

"Analysen hos de amerikanske journalister vi har interviewet er, at Obama vil være endnu mere kontrollerende over for medierne end tidligere præsidenter. Hver ny præsident har sat rekorder i at være tillukket. Ingen har adgang til Obamas topfolk, det er en lukket operation. Ligesom det var under Bush. I Clintons to perioder var administrationen hullet som en si."

"Regeringsmedlemmerne brugte pressen til at underminere andre embedsmænd. Det er jo en drøm for journalister, men det er slut i dag. Fra politikernes side er det godt, men mange der har dækket Det hvide hus i årtier siger, at det er kedeligere i dag og næsten umuligt at få nyheder. Når Obama kommer til, bliver der helt sikkert heller ikke givet ved havelågen."

Hvordan vil den politiske journalistik i USA udvikle sig og hvordan påvirkes den af krisen som mange mediehuse/avisudgivere er i?

"Online er fremtiden. Blogs vil blive meget mere indflydelsesrige og synlige. Medier i USA er kommercielt drevne forretninger så krisen betyder fyringer. Men ud af krisen kan komme bedre forretninger og journalistisk innovation samt et anderledes medieforbrug."

Uddrag af kapitlet Medierne og Magten fra Obama City med venlig tilladelse fra forfatterne

Obama City udkommer på forlaget Thanning & Appel den 12. januar 2009.

"At venskaber mellem journalister og politikere er stærke, viser fremmødet til tv-værten Tim Russerts begravelse. Men det er ikke en engangsforestilling – sådan har det været længe. Journalister dyrker åbenlyst venskaber med byens politikere. De går til middagsselskaber, fester, cocktail-receptioner og fundraising-arrangementer sammen. For begge parter tilhører magtens elite, selvom journalisters selvforståelse er en anden. Faktum er, at amerikanske tv-værter og tv-journalister er berømtheder – og velhavende. Typisk tjener en kendt tv-vært eller tv-journalist en årsløn på den sjove side af 50 millioner kroner. Eksempelvis lå tv-værten Tim Russert på listen over de 100 mest velhavende personer i Washington DC.

Journalister og toppolitikere har adresser i samme mondæne boligkvarterer. Deres børn går i de samme privatskoler, og de hilser varmt på hinanden, når hundene bliver luftet. Journalister sender også penge til deres favoritpolitikere. Dem som vælger at gøre det, støtter i overvejende grad en demokrat. 65 procent har sendt bidrag til en demokratisk kandidat, mens kun 15 procent har givet bidrag til en kandidat fra det republikanske parti, viser seneste opgørelse fra campaignmoney.com.

På dagen for Tim Russerts begravelse forholder ingen sig heller kritisk over for, at USA’s absolutte politiske top møder op til en tv-journalists begravelse. Tværtimod. Mediernes dækning af begivenheden går op i at fortælle om Tim Russerts journalistiske bedrifter, hans væsen, og hvilket tomrum, de mener, han efterlader. Tim Russerts kollega fra det konkurrerende program Face The Nation, tv-værten Bob Schieffer, tøver, da vi spørger ham til toppolitikernes fremmøde ved begravelsen.

”... Tim var usædvanlig. De kom, fordi han har været her så længe. Men du har ret i, at journalister har fået en anden status og magt i det politiske system i dag. Nogle gange bliver det tættere, end det måske burde. Men jeg er ikke en af dem, som mener, at vi intet skal have at gøre med embedsmænd og politikere. Jo mere vi ved om de ting, der rør sig, des bedre. Hvis vi skal agere vagthund, så skal vi jo være tæt på

for at kunne holde vagt. Du kan ikke placere en vagthund i den anden ende af byen. Den bliver nødt til at opholde sig i den gård, den skal holde øje med.”

Schieffer har været amerikansk journalist i 50 år og dækket politik fra Washington DC de seneste 30 år. Han var ordstyrer og vært i den sidste tv-debat mellem de to præsidentkandidater McCain og Obama i oktober 2008. Derudover er han en af meget få journalister, der har dækket alle fire store institutioner i byen - også kaldet "The four major beats" – nemlig Det hvide Hus, Pentagon/Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet samt Kongressen.

Bob Schieffer har det altså godt med den tætte, personlige og ofte venskabelige forbindelse med magten. Men hans optimisme deles ikke af den konservative organisation Accuracy in Media (AIM), som overvåger amerikanske mediers politiske dækning. AIM’s medie-analytiker, Roger Aronoff, siger:

”Fremmødet ved Tim Russerts begravelse fortæller, at visse journalister er større berømtheder end toppolitikere, og at politikerne føler, at de opnår en politisk gevinst ved at blive identificeret med journalisterne. Det sæt etiske regler, som amerikanske journalister anerkender og arbejder under, bliver klart overtrådt her. Reglerne siger, at journalister skal undgå at omgås enkeltpersoner, organisationer – alt i alt undgå at komme i en situation, som sætter spørgsmålstegn ved deres uafhængighed og integritet. Men sådan er virkeligheden ikke i Washington DC. Pressen, som skulle overvåge magthaverne i magtens by, er selv blevet den afgørende udøver af magt.”

Måske spiller det ind, at Washington DC er som en landsby. Folk kommer til at kende de andre fra det sociale lag, de bevæger sig i.

Washington DC er med sine 600.000 indbyggere forholdsvis lille i forhold til andre amerikanske storbyer. En forklaring på, hvordan det er gået til, at byens spidser så ofte støder på hinanden, bor på de samme gader, mødes til de samme fester.

Til byens spidser hører naturligvis den allerhøjst placerede i USA’s hierarki, den til enhver tid siddende præsident. Præsidenter har til alle tider festet med byens spidser – erhvervsfolk, mæcener, andre politikere, intellektuelle. Og når byens spidser pludselig omfatter journalister – ja, så er journalisterne selvfølgelig også med, når middagene holdes."