Bankerne sætter sig på Mecom

Det britiske medieinvesteringsselskab Mecom har på grund af sit gældsniveau fået bankerne på nakken. De har hyret en konsulentvirksomhed til at kigge kritisk på Mecoms økonomi.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Juletiden betyder alt andet end afslapning for ledelsen hos Berlingske Medias britiske ejer, Mecom.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Et giftigt gældsniveau gør nemlig, at det paneuropæiske medieinvesteringsselskab er i fare for at overskride sine lånebetingelser med bankerne.

Derfor har Mecoms banker nu sat konsulentvirksomheden PricewaterhouseCoopers til at foretage en uafhængig granskning af Mecoms økonomi og forretningsmuligheder, skriver avisen The Telegraph.

Skridtet kommer, efter at der er opstået tvivl om, hvorvidt Mecom kan håndtere sin gæld, der ved den seneste markedsopdatering var 587 mio. pund.

Samtidig er bunden gået ud af annoncemarkedet i samtlige de fem lande, hvor Mecom befinder sig, og det forværrer evnen til at leve op til låneaftalerne, hvor gælden kun må overskride driftsresultatet med 3,5 gange.

Og på børsen har investorerne gennem længere tid straffet selskaber med høj gæld, og det har også ramt Mecom, som i det seneste år er den store taber på den britiske børs. Selskabet har sat 98,2 pct. af sin markedsværdi til, så det lige nu kun er 110 mio. kr.

Gælden tynger
En talsmand fra Mecom siger dog til avisen, at man fortsat gør alt for at undgå at overskride låneaftalerne. Samtidig udtaler en anonym analytiker til The Observer, at antagelsen er, at selskabet knækker.

»Det hele handler om overlevelse. Selskabet har tydeligvis alt for meget gæld til at overleve, og derfor skal aktionærer og banker blive enige om, hvilken vej man skal gå,« siger analytikeren.

Avisen skriver endvidere, at hvis ikke man får held til en refinansiering af selskabet eller sælger aktiver fra, kan bankerne beslutte at overtage kontrollen af selskabet - og efterlade investorerne tomhændede.

Flere købere til Edda
Mecom har forsøgt at få afskibet nogle af sine aktiver, men endnu er der kun kommet småtterier fra den front. Det umiddelbart største salgsaktiv er norske Edda Media, hvor tre bydere flokkes om hele eller dele af selskabet, men i ly af kreditkrisen har budgiverne presset Mecom ved at sænke deres bud.

Da Mecoms aktiekurs toppede i kurs 97 pence i juli 2007, lød markedsværdien på mere end 15 mia. kr.

Forgældede britiske medier
Ikke bare Mecom er præget af en stor gæld på næsten 600 mio. pund. Flere andre selskaber har problemer med at overholde deres bankaftaler.

Gælden i Informa, udgiveren af Lloyd's List, er steget fra 720 mio. pund til 1,2 mia. pund i de seneste seks måneder på grund af det lånefinansierede opkøb af Datamonitor.

Virgin Media: 4,3 mia. pund. Det betyder fyring af 2.200 hel- og deltidsansatte.
Johnston Press: 465 mio. pund. Den malaysiske rigmand Usaha Tegas' nylige opkøb på 20 pct. af selskabet har kun nedbragt selskabets gæld med 19 mio. pund.
Trinity Mirror: 410 mio. pund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også