Peter Brüchmann: Klogt at få Jørgen Leth tilbage

Tour de France-institutionen Jørgen Leth vender tilbage, og reaktionerne i mediebranchen er overvejende positive.

Et særdeles klogt træk. Sådan lyder kommentaren fra B.T.'s chefredaktør Peter Brüchmann til nyheden om, at Jørgen Leth vender tilbage til TV 2 som kommentator på Tour de France.

"Jørgen Leth er så tæt forbundet med Tour de France-institutionen og indgår i en direkte forbindelse mellem cykelsporten og seerne. Den værdi mærkede vi også i sommer,. Derfor er det et meget klogt træk af TV 2 at få ham tilbage," siger Peter Brüchamnn, der i sommer selv hyrede Jørgen Leth til at kommentere touren i B.T. 

"Det samarbejde kan vi ikke have i samme grad nu, men det er ingen hindring for et samarbejde. Vi har en god dialog med Jørgen Leth. Vi har mange kommentatorer tilknyttet, men vi har aldrig haft så mange positive tilbagemeldinger fra læserne som på Jørgen Leth," siger Peter Brüchmann, der kun hilser den holdningsændring velkommen hos TV 2, som genansættelsen er udtryk for.

"For to år siden var ledelsen på TV 2 og flere andre medier, også B.T., meget fordømmende, men her er der sket et skifte på begge sider," siger han.

Kan skabe eufori
Hos mediabureauet Mediacom, ser tv-director Finn Christensen også postivt på at få den markante profil tilbage på skærmen.

"Umiddelbart er det meget godt. På et tidspunkt havde han et blakket ry, men det er historie, og folk har en tendens til at glemme. Han har jo været blacklistet, men han har været i medierne siden, hvor de gamle historier ikke er blevet trukket frem, så det vil nok ikke være et problem nu. Samtidig har de andre kommentatorer ikke været så markante, at de kunne skabe eufori, som Jørgen Leth kunne, så det er da klart positivt for TV 2. På den anden side vil det ikke få seertallene til at eksplodere. Hvis det skal ske, skal der være danskere med i Tour de France, og de skal klare sig godt - uden, at de tager stoffer."

Seertække
Formanden for Danske Sportsjournalister, Steen Ankerdal, er lettere forundret over beslutningen.

"Jeg blev lidt forundret over, at Jørgen Leth vender tilbage til TV 2, fordi han blev fyret på en ret dramatisk måde. Et par år er længe at være væk fra noget så dynamisk som cykelsport. Spørgsmålet er, om Jørgen er lige så meget up to date nu og om hans stil passer med de nye kommentatorer. Det var jo Leth og Mader, der var Tour de Frances
par nummer syv. Jørgen ved mere om cykelløbets mytologi og om Frankrig end om cykelsport, det er charmerende, men hvordan de unge seere vil tage imod det i dag, ved jeg ikke. Og det er jo dem, TV 2 gerne vil have fat i."

Steen Ankerdal tilføjer, at han personligt glæder sig til at følge Tour de France med Jørgen Leth som kommentator.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også