Michael Ritto: Timingen er rigtig

Med udsigten til tre store kommercielle succesmuligheder for Nordisk Film i 2009 er det med sindsro, at Michael Ritto takker af.
Louise Reseke

Når filmatiseringen af Stieg Larssons bestseller "Mænd der hader kvinder" får premiere i februar er det med Nordisk Film som co-producent og distributør i hele Norden. Derudover kommer 2009 til at byde på en ny cd med Nephew og premieren på den nye Lars von Triers, Antichrist. Produktioner med "blockbuster"-potentiale, som Nordisk Film også har en finger med i spillet i.

"Vi har de rigtige produkter til fremtiden, derfor overlader jeg stolen trygt til min efterfølger," siger den afgående direktør Michael Ritto fra Nordisk Film.

"Det produkt, vi har, er ikke nær så konjunkturfølsomt som andre. En cd koster 149 kr. og en biografbillet mindre. Mange dropper måske charterrejsen, men en tur i biffen skal man have. På tv-produktionen kan vi blive ramt, men tv-seningen går ikke ned historisk set, selv der er krise, så der skal produceres indhold," siger Michael Ritto.

Hvad bliver udfordringen for din afløser?

"Opgaven bliver at fastholde indtjeningen, og det er i sig selv en udfordring. Vi har heldigvis forbedret resultatet ret betydeligt og konsolideret distributionen via Nordisk Film Distribution, over de senere år, men vi opererer i en meget kompleks branche. Film og tv- produktion er ikke en guldrandet forretning, det er hårdt arbejde hver dag," siger Michael Ritto.

Chok for medarbejderne
For medarbejderne i Nordisk Film kom meldingen om hans afgang som et chok, men for Michael Ritto er beslutningen modnet over et stykke tid.

"Det er kommet lidt i efter lidt, men den endelige beslutning traf jeg for tre-fire uger siden. Jeg har været meget i tvivl, for jeg holder rigtig meget af Nordisk Film, og det har været sindsygt sjovt og spændende at være med. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job i branchen. Men når man sidder i spidsen for en virksomhed med fem-seks forskellige forretningsområder spredt ud på fire lande og med 1000 medarbejdere, så er der en meget stor berøringsflade og en meget stor administrationsopgave. Den har jeg været glad for at have de sidste tre år, men grundlæggende ser jeg ikke mig selv som administrator," siger Michael Ritto.

Han ser derfor også sin afgang som et skifte fra den administrerende og til en mere udviklende rolle i de to firmaer, han fremover vil fokusere på: MBO, som Egmont også er medejer af, og reklamebureauet Co+Høgh, som Michael Ritto er aktionær i og bestyrelsesformand for, og som drives af hans ven gennem mange år, Gaute Høgh.

"Jeg glæder mig til at kunne gå lidt mere ned i detaljen med de andre virksomheder, vi arbejder med i MBO," siger Michael Ritto.

Jordomrejse lørdag
Michael Ritto er for nylig fyldt 50, og det var også en af grundene til, at tiden var til et sportskifte.

"Jeg startede min første virksomhed som 20-årig og har lige siden haft det daglige ansvar for en virksomhed. Nu er jeg lige fyldt 50, og nu er det tid til at gøre noget andet," siger Michael Ritto, der først tager en mindre time out på tre måneder, hvor der står jordomrejse på programmet sammen med familien, der består af hustruen og to børn på hhv. 10 og 13 år.

"Vi skal på dannelsesrejse og se Maya-kultur i Mexico og skjulte templer i Cambodia, jeg har sagt til børnene, at det ikke bliver noget med at ligge på stranden," siger Michael Ritto, der allerede drager af sted med familien på lørdag.

"Timing is everything - det har jeg da lært af at være i underholdningsbranchen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også