Eldrup tror på overskud i 2009

TV 2's økonomiske situation har ubetinget fyldt mest hos Merete Eldrup i sit første år hos TV 2, der ser optimistisk på det nye år.

Hun tiltrådte som adm. direktør 1. december 2007 - derefter fulgte et forår præget af "åh nej"-oplevelser. Efteråret har været anderledes opløftende for Merete Eldrup, der fortæller om et år i den økonomiske nedturs tegn i 5. afsnit af MediaWatch julekalender:

"Kort fortalt, så var den vigtigste begivenhed for TV 2 i år nok vores egen økonomiske problemer. Vi måtte i foråret lukke radioen i foråret og sige farvel til en række medarbejdere både på radioen og rundt omkring på TV 2. Den værste dag var, da radioen skulle lukke og det at komme på arbejde den morgen, og der var stille på gangene, og så vide, at medarbejderne sad på kontorerne og ventede på at få besked på, om de var fyret. Jeg har været med i mange år, og jeg piver ikke, for det er en del af jobbet, men alt andet lige, så er det jo sjovere at bygge noget op end at lukke ned. Så det glæder jeg mig til også at komme til på TV 2.

Året deler sig i to. Det første halve år var en periode, hvor der nærmest hver dag var en "åh nej"-oplevelse, fordi de rapporter og analyser, vi fik, alle pegede i negativ retning. Vi fik problemer med at låne penge, så vi måtte bede om et statslån, annonceindtægterne gik ned, og for at det ikke skal være løgn, så gik seertallene også ned, og det betyder også meget for vores selvforståelse. Det har været en hård periode for TV 2's ansatte, hvor stemningen er gået fra at kunne det hele og så til at være i et regulært stormvejr. Men de har i sædvanlig god ånd knoklet på og holdt hovedet højt. Det kan måske lyde kvalmende, men det, der har båret og bærer os igennem, er, et godt sammenhold i direktionen og nogle fantastisk gode medarbejdere, der har haft kæmpe forståelse for, at vi har nogle problemer, der skal løses.

Efteråret har til gengæld været anderledes positivt. Vi har analyseret os frem til, hvad mulighederne er og fået vendt situationen, og nu går vi efter at give overskud næste år. Vi har lavet en lang bruttoliste med løsningsmuligheder til Kulturministeriet, og hvad der skal ske, er i deres hænder nu. Vi har fået styr på programplanlægningen og fået en velfungerende programplan på hovedkanalen, og vores nichekanaler klarer sig rigtigt flot. TV 2 News er nu gået rent ind hos danskerne – det amerikanske valg var endnu et eksempel på, at der er god basis for en 24 timers nyhedskanal i Danmark. Endelig fejrede vi 1. oktober TV 2's 20 års fødselsdag. Det var skønt endelig at kunne være i feststemning og seerne synes, at det var sjovt at gense mange TV 2-klassikere såsom Eleva2eren og Lykkehjulet."

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også