Bilsælgere holder kursen i modvind

Alt imens forbrugerne slår bak og salget af nye biler gearer kraftigt ned, holder importørerne herhjemme fast i deres markedsføringsstrategier.
Zandra Damsgaard

Bilsalget er måske det mest præcise barometer for konjunkturerne og dermed også for forbrugernes købelyst. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det samlede salg af nye biler efter flere års støt fremgang i oktober faldt tilbage til niveauet for samme måned i 2004.

Ifølge De Danske Bilimportører, der er brancheorganisation for 30 danske importører, er det rene psykologiske effekter, der får især private forbrugere til at tøve med at skifte den gamle bil ud.

”Langt de fleste danskeres rådighedsbeløb er ikke påvirket, og der vil stadig være behov for transport til og fra arbejde og så videre, så forudsætningerne er der, og det drejer i en positiv retning,” siger brancheforeningens adm. direktør Bent Mikkelsen til MediaWatch.

28 pct. færre privatbiler
Og det er navnlig private danskere, som giver mindre travlhed på motorregistreringskontorerne. Mens der i oktober blev solgt 11 pct. færre personbiler til erhvervsformål, stod salget af biler til private for et fald på hele 28 pct. i forhold til året før.

Kigger man på 2008 hidtil er antallet af solgte biler kun marginalt lavere end i 2007, men det skyldes udelukkende en stor aktivitet tidligere på året, viser statistikken.

Salget af varebiler og motorcykler er ligeledes ramt af mærkbare fald, og selvom udsigten til skattelettelser næste år ifølge økonomerne burde sætte gang i bilsalget, må danske bilimportører formentlig belave sig på en periode med lavere aktivitet.

Holder fast i strategien
Blandt personbilerne er Peugeot og Toyota de p.t. bedst sælgende herhjemme, og hos de store importører giver den snigende lavkonjunktur imidlertid ikke anledning til slinger i valsen:

”Vi kører, som vi plejer – der er ikke ændret på noget. Vi følger den strategi, vi har lagt i januar,” siger Janne Bock, der er pressechef i Peugeot Danmark, til MediaWatch.

Samme tendens gør sig gældende hos konkurrenten Toyota:

”Vi har som udgangspunkt holdt fast i den strategi, vi har lagt an fra årets begyndelse. Der har selvfølgelig været småjusteringer, men de planlagte kampagner har kørt som planlagt,” fortæller Toyota Danmarks informationschef, René Mouritsen.

Når det er sagt, har branchens udfordringer ændret sig i takt med konjunkturerne, og salgsafdelingerne er tvunget til at være mere proaktive og udadvendte. Fremadrettet er man derfor også markedsføringsmæssigt nødt til at foretage tilpasninger, erkender Toyota-chefen:

”Som tingene udvikler sig, bliver vi nødt til at kigge på planerne for fremtiden. Hvordan skal nye modeller for eksempel markedsføres i det her marked? Det bliver nok noget med mere målrettet, netbaseret kommunikation, hvor vi i et opadgående marked ville have været mere ude i massemedierne.”

Alternative tiltag
Det træge udvikling i salget af nye biler har fået brugtbilsforhandlerne op af sædet, og virksomheden bag blandt andet Audi, VW og Seat, SMC-Biler, har netop igangsat en kampagne, der skal få danskerne til at købe brugt i stedet for nyt.

I USA har scooterproducenten Vespa netop ligeledes lanceret en kampagne, der skal få de bilglade amerikanere til at overveje den lille scooter i stedet for bil nummer to. Eller tre.

Både herhjemme og i udlandet er tendensen i den seneste tid gået i retning af mindre og mere økonomiske biler, og af samme grund er det et område, der ifølge Toyota er værd at ofre markedsføringskroner på.

”Men det er klart, at vi skal overveje også at bruge krudt på andet, for eksempel på familiebiler, hvor det går langsomt i øjeblikket,” bemærker informationschef René Mouritsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også