Vær varsom med elektroniske julekort

Direkte markedsføring er vejen frem, siger de kloge, men virksomheder skal passe på med elektroniske julekort – det er nemlig spam, hvis ikke modtagerne har sagt god for dem.
Zandra Damsgaard

Der er intet så hyggeligt som et julekort, og i den digitale tidsalder skal de naturligvis være, ja, digitale. Samtidig er julekortet for mange virksomheder en diskret og god måde at minde samarbejdspartnere og kunder om deres eksistens.

Som virksomhed skal man imidlertid være varsom med, hvem man sender nisser og glitter til – elektroniske julekort er nemlig branding og dermed spam, hvis ikke modtageren har givet sit samtykke.

Det fastslår Forbrugerombudsmanden Henrik Øe, efter en erhvervsdrivende har spurgt, om det er lovligt at sende julekort via e-mail til virksomhedens kontaktpersoner.

Kræver et ”ja, tak”
Selvom julekort sjældent indeholder konkrete tilbud og lignende, er de stadig at regne for markedsføring og er dermed reguleret af markedsføringslovens paragraf 6, som skal beskytte forbrugerne mod uanmodede henvendelser via elektronisk post.

Har en kunde derimod i forbindelse med køb af en vare eller tjenesteydelse hos virksomheden opgivet sin e-mail-adresse, må virksomheden gerne markedsføre tilsvarende produkter eller tjenesteydelser over for kunden.

Det må dog kun ske under forudsætning af, at kunden er blevet oplyst om, at adressen vil kunne blive benyttet til markedsføring, og at han eller hun til enhver tid let og gebyrfrit kan frabede sig sådanne henvendelser.

De elektroniske julekort må således kun dumpe ind ad postkassen hos personer, der har takket ja til at modtage markedsføringsmateriale ved brug af e-mail.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også