Jim Receveur: Replanlægning nu

Radio 100FM's adm. direktør, Jim Receveur, ser igen lysere på tilværelsen. Det er lykkedes at åbne mediepolitikernes øjne, mener han.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

I har ikke betalt jeres koncessionsafgift på 22,5 mio. kr. til tiden, og I risikerer at få inddraget sendetilladelsen. Hvad skal der ske med Radio 100FM?

Det ser lysere ud. Inden for de seneste fire-fem dage tror jeg, at medieordførerne er begyndt at forstå vores udfordringer i det danske radiomarked bedre. De forstår, at noget må ske.

Hvad skal der ske?

Replanlægning nu! Vi har diskuteret det siden 2003, og nu er der også et forslag om en miniplanlægning fra den kommercielle branche sammen med DR. Hvis vi og konkurrenterne kan blive enige, bør politikerne også kunne få øjnene op.

Hvordan tolker du, at mediepolitikerne er begyndt at forstå jeres situation?

De ved nu, at de er nødt til at gøre nogle ting for at vende situationen. Det er selvfølgelig trist, at vi skal så langt ud, før de reagerer. Vi har advaret dem siden 2005, og de har jo kunnet se, at Sky og TV 2 Radio er lukket. Så må man sige, at advarslen er gået fra gul til rød, men alligevel er de overraskede, når jeg siger, at noget er galt.

Hvad er det konkret, at en replanlægning kan gøre?

I dag siger mange, at de kommercielle ikke er så dygtige som DR, men den køber jeg ikke. Problemet er dækningen. I dag dækker vi 40 pct., Nova dækker 80 pct., mens DR dækker 4x100 pct. Med en replanlægning kan DR beholde sine fire landsdækkende kanaler, mens der bliver det samme til kommercielle kanaler. Det vil blive mere ligeligt fordelt som på tv.

Hvor alvorligt ser det ud?

Meget. Vi er klar over, at vi ikke kan få vores investering igen. Vi har brugt 300 mio. kr., og det accepterer vi, men vi vil gerne have, at staten accepterer, at der er sket masser af ændringer. Vi er stadig villige til at betale 9,5 mio. kr. om året, og det er jo også en slags penge, når DR bruger mere end 1 mia. kr. på at lave radio.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også