Nyt online-annonceværktøj blåstemplet

Med 'behavioural targeting' overvåges internetbrugerens adfærd til fordel for annoncører og medieudbydere. Nu er teknologien på vej til Danmark.
Zandra Damsgaard

Når en internetbruger besøger en hjemmeside, risikerer han eller hun at få hæftet en cookie-sladrehank på sig. Det er der for så vidt ikke noget nyt i.

Det nye er til gengæld, at den lille cookie registrerer brugerens adfærd på samtlige hjemmesider i samme netværk i 28 dage og gør det muligt for ejeren af hjemmesiden at målrette kampagner mod brugere, der har besøgt bestemte hjemmesider eller typer af hjemmesider.

Teknologien bag 'behavioural targeting' eller mere konkret 'wunderloop targeting' er endnu ikke taget i anvendelse herhjemme, men søgevirksomheden Eniro, der sidste år overtog Kraks Forlag, planlægger at lancere den i det kommende år.

Og selvom det kan lyde som noget, der vil kunne få enhver fortaler for øget brugerdatabeskyttelse på internettet til at fare op af stolen, er det bare ikke tilfældet.

Blåt stempel fra EU
Wunderloop targeting er blandt andre udviklet af virksomheden Wunderloop S.A. i Luxembourg, og for den bagvedliggende teknologi, der sikrer brugerens anonymitet, fik virksomheden i september et European Privacy Seal, den såkaldte EuroPriSe.

EuroPriSe udstedes til IT-produkter og -services i overensstemmelse med de europæiske love om databeskyttelse, og projektet modtager støtte fra EU-kommissionen.

Certificeringerne foretages af uafhængige eksperter fra otte forskellige europæiske lande under ledelse af det tyske Independent Centre for Privacy Protection Schleswig-Holstein. Hidtil har tre virksomheder fået det nye certifikat, den første i sommer.

Wunderloop fik certifikatet på grundlag af den teknologi, der minimerer oplysninger om brugerens personlige data, lyder begrundelsen fra Independent Centre for Privacy Protection. Alle personligt identificerbare data fjernes nemlig, inden de lagres, og brugeren identificeres ved et tilfældigt allokeret nummer.

På den måde kan værktøjet arkivere brugerens interesser og oprette en profil uden at kende hans eller hendes navn og uden at gøre virksomheden i stand til at kontakte ham eller hende.

... og grønt lys fra Forbrugerrådet
Herhjemme kender Anette Høyrup, der er jurist i Forbrugerrådet, ikke til wunderloop targeting, men hvis teknologien virkelig beskytter forbrugernes personlige oplysninger, hvad den altså gør i henhold til EuroPriSe-certificeringen, finder hun umiddelbart løsningen fornuftig.

”Det handler jo om koblingen mellem brugernes identificerbare data og deres interesseområde, og hvis der er vandtætte skotter mellem de to, lyder det fornuftigt,” siger Anette Høyrup til MediaWatch.

Forbrugerrådet efterlyser generelt kontrol med de oplysninger, som forbrugerne uforvarende giver fra sig alene ved at færdes på internettet. Anette Høyrup medgiver, at lagring af oplysninger også kan være til gavn for forbrugerne, fordi både indhold og annoncer vil appellere mere til den enkelte uden samtidig at afsløre hans eller hendes identitet.

”Men hvis det skal være rigtigt godt, skal man som forbruger kunne lukke ned for det igen. Selv om ingen i princippet ved, hvem man er, kan det være anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til reklamer og så videre,” siger juristen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også