Mistillidsvotum til Mariager

Inden Arne Mariager i fredags forlod sin stilling som chefredaktør, havde medarbejderne givet ham et mistillidsvotum.
MediaWatch

På generalforsamlingen d. 30. oktober gav medarbejderne på Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad deres chefredaktør Arne Mariager et mistillidsvotum. Det skete ifølge Journalisten.dk, fordi medarbejderne ikke havde tillid til, at Mariager kunne stå i spidsen for udviklingen på aviserne.

Arne Mariager var primus motor for en storstilet reform af de to aviser, som angiveligt har udløst dele af den optrappede konflikt. Men den rokade er nu sat i bero, da ledelsen indrømmer, at det primært var Mariagers projekt.

"Samarbejdsproblemerne har fundet sted i en længere periode. Reformen er langt fra hele årsagen," siger Jesper Sørensen, der er vicetillidsrepræsentant.

Jesper Sørensen afviser også alle rygter om, at medarbejderne havde truet med en kollektiv opsigelse, hvis ikke Arne Mariager blev bedt om at forlade chefredaktørstolen.

Efter sin opsigelse sendte Mariager et brev til venner og kolleger, hvor han beskriver, hvordan han opfatter medarbejdernes mistillidsvotum.

"Nu føler jeg, at et flertal i den redaktionelle medarbejderforening har løjet og sladret og svigtet i en sådan grad, at jeg ikke har det, der ligner en forpligtelse. Jeg får kvalme af at se på dem. Og jeg er ked af, at man lever i en tid, hvor det er strafbart at give dem klø," skriver Arne Mariager i brevet.

Indtil Arne Mariagers kontrakt udløber 30. juni 2009 bliver han siddende i panelet, som skriver avisernes ledere. Samtidig vil han bidrage med artikler og boganmeldelser.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også