Fortsat byggekaos i Pilestræde

Byggelarm, rotter i gården og mangelfuld indretning. Der er stadig problemer hos Berlingske Media. Til december er det slut, lover Lisbeth Knudsen.
Laura Bøge Mortensen

Støj, dårligt lys, mangelfuld indretning, behov for bedre justering af siddepladser og ’kaninstore rotter i gården’. Halvanden måned efter, at MediaWatch skrev om de dårlige arbejdsforhold hos Berlingske Media efter indflytningen i det nyindrettede domicil, viser det sig, at der stadig ugler i mosen på Pilestræde 34. Eller nærmere ’rotter i gården’.

”Der har været en stor vilje fra B.T.’s ledelse og fra koncernledelsen om, at man gerne ville være med til at løse problemerne. Det bliver altid taget pænt imod, men der sker ikke noget. I dag måtte jeg på gaden i to omgange for at tale i telefon, fordi håndværkerne borede så højt,” siger B.T.’s sikkerhedsrepræsentant Ingelise Skrydstrup, der for nylig har udformet en liste med kritikpunkter, som hun har indsamlet fra B.T.’s medarbejdere. Her er støj og mangelfuld indretning stadig blandt de største gener.

Vi er gået i stå
På trods af forståelse og tålmodighed er medarbejderne på B.T. trætte af at arbejde i et byggekaos i Pilestræde, fortæller Ingelise Skrydstrup.

Indtil videre har hun været tilfreds med ledelsen og Lisbeth Knudsens håndtering af indflytningen, men hun synes, det virker det som om, at tiltagene er gået lidt i stå og efterlyser en konkret dato for, hvornår ’indflytningsfasen’ er overstået..

Lisbeth Knudsen afviser, at arbejdet med forbedringerne er gået i stå.

”Vi er stadig i indflytningsfasen, og alle er ikke flyttet ind endnu, men ledelsen og sikkerhedsrepræsentanter har løbende møder, så vi kan afhjælpe støjproblemer og andre punkter,” siger hun.

"Når det kommer til en konkret dato, vil den sidste del af byggeriet være færdigt i slutningen af december. Samtidig vil medarbejdernes kritikpunkter blive hjulpet af vejen de næste par uger," lover Lisbeth Knudsen.

Tidligere utilfredshed hos Berlingske
For halvanden måned siden skrev MediaWatch, at medarbejderne på business-redaktionen på Berlingske klagede over arbejdsforholdene i Pilestræde. En intern rapport dokumenterede, at medarbejderne generelt var utilfredse med støjniveauet. Lisbeth Knudsen forklarede i artiklen, at problemerne var indflytningsvanskeligheder, som de snart ville finde en løsning på.

For tidlig indflytning
Ifølge Ingelise Skrydstrup bunder alle indflytningsproblemerne i, at Berlingske Medier er flyttet ind i Pilestræde et halvt år for tidligt. Det er Lisbeth Knudsen dog ikke enig i.

”For os var det et spørgsmål om at en masse ting skulle på plads, så vi var nødt til at starte der. Vi vidste godt, at byggeriet ikke vil være klar, når vi flyttede ind, og vi havde da gerne set, at det var tidligere færdigt”, forklarer hun.

Trods forsinkelser i byggeriet er Lisbeth Knudsen alligevel tilfreds:

”Dem, der kender til byggeri, ved, at hvis man er kommet igennem det her med kun to måneders forsinkelse, så er det stadig godt.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også