Flere artikler om mindre ledighed
Samtidig med, at ledigheden er faldet, er antallet af artikler i de landsdækkende dagblade om ledighed eksploderet.
Mens ledigheden de sidste ti år er faldet næsten syv procentpoint, er antallet af artikler om den tredoblet. Det viser en analyse, som Dansk Arbejdsgiverforenings magasin Agenda har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Infomedias artikelarkiv.
Ifølge analysen skrev de landsdækkende dagblade i 1998 knap 1.700 artikler om ledighed, mens det i 2007 blev til tæt på 5.000 artikler.
Lektor Peter Kjær fra CBS mener, at stigningen skyldes et ændret syn på ledighed.
"Op gennem halvfjerdserne og firserne så man først og fremmest ledighed som et strukturelt problem og et symptom på, at økonomien skrantede. I dag er problemet ikke betalingsbalancen eller de offentlige finanser, men mangelen på arbejdskraft, og derfor opfatter man nu primært ledighed som en uudnyttet ressource," siger han.
- Newspaq