Mediehuse er klar med kniven

Krisen er ikke bare et resultat af hysteri. Den kan mærkes, hvor det gør ondt i mediehusene, der er klar til at tage konsekvensen.
Tine Brødegaard Hansen Per Fanefjord Laursen

Sådan lyder meldingen fra en bred kam af medievirksomheder, som MediaWatch har talt med.

Selvom krisen har taget tilløb henover 2008, har mange, som Bonnier-chef Michael Cordsen udtrykker det, haft en forventning om, at "nu er krisen snart drevet over".

Sådan er det ikke gået indtil videre, og flere eksperters forudsigelser for dagbladenes annoncefald i 2008 ligger på et tab mellem 12 og 18 procent.
Alene Berlingske Media melder, at annonceindtægterne for tredje kvartal ligger 15,6 procent under niveauet for samme tid sidste år, skriver Business.dk.  

Meldinger fra mediecheferne

Berlingske Media
Koncernchef Lisbeth Knudsen har for nylig udtalt, at alle aktiviteter der ikke går i nul og som ikke har strategisk betydning bliver lukket i 2009.

JP/Politikens Hus
Adm. direktør Lars Munch siger:

"Vi har altid været påpasselige med omkostningerne og sparer hele tiden. Lige nu er vi ved at lægge budget for det kommende år, det præsenterer jeg for bestyrelsen i slutningen af måneden, og indtil da er der ikke noget nyt."

Han suppleres af chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen, der også har øjnene rettet mod omkostningerne, men indtil videre klarer sig med omrokering af medarbejdernes arbejdsområder.

"Ekstra Bladet tilpasser hele tiden medarbejderantallet og sammensætningen. Men vi har ingen fyringsrunde på vej, og vi det samme antal ansatte, som vi var ved årsskiftet. Men de laver ikke det samme,” siger chefredaktør Poul Madsen.

For knap et år siden var det hver ottende medarbejder hos Ekstra Bladet, der producerede til online, nu er det hver tredje medarbejder.

MetroXpress A/S
MetroXpress A/S der udgiver gratisaviserne MetroXpress og 24timer, har fyret hver fjerde medarbejder, som en direkte konsekvens af nedgangen på annoncemarkedet. I den forbindelse sagde bestyrelsesformand for MetroXpress A/S, Anders Kronborg, til MediaWatch:

"Vi har planlagt nedskæringerne igennem længere tid i forbindelse med budgetlægningen for 2009. Vi kan jo se, at det ikke ser særlig kønt ud på annoncemarkedet, og det er det, vi lever af. Det er den samme kedelige historie om konjunkturnedgang og finanskrise," siger Anders Kronborg, der er bestyrelsesformand for MetroXpress A/S.

Jydske Vestkysten
Adm. direktør for Jydske Vestkysten, Mikael Kamber, nedtoner også dramatikken, men forbeholder sig ret til hurtige indgreb.

"Pt. er der ingen dramatiske planer her i huset. Men billedet kan hurtigt ændre sig, hvis der sker en yderligere forværring i konjunkturen, vil vi reagere hurtigt."

Fyens Stiftstidende
Annoncefaldet gør også ondt på Fyn, hvor Per Westergård, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, for nylige nedlagde to journalistpraktikantstillinger. Per Westergård understreger, at avisen giver overskud, men forbereder sig på, at den øvelse kan blive sværere i 2009. Sidst i oktober sagde han til MediaWatch:

"Det fald, som de landsdækkende dagblade JP/Politiken og Berlingske mærkede på rubrikannoncerne i foråret, det mærker vi nu, og det har vi gjort siden august. Det er især på jobmarkedet og vores landsannoncer, der er ramt, og det har overrasket os. Vi vidste, at markedet var vigende, men det har virkelig taget fart, og det er adskillige millioner kroner, det drejer sig om."

Dagbladet Børsen
Dagbladet Børsen er ejet af Bonnier Publications. I sidste uge annoncerede chefredaktør Leif Beck Fallesen, at Børsen nedlægger de fire selvstændige tillæg MedieMarked, Digital, Fødevare/Sundhed og Klima og integrerer dem i avisen fra januar 2009. Derudover vil der blive sparet på budgettet til freelancere og Leif Beck Fallesen ser ifølge Business.dk langt fra lyst på 2009, som han forventer bliver "et meget dårligere 2009 for dansk økonomi."

Dagbladet Information
Adm. direktør for Dagbladet Information, Morten Hesseldahl, har ingen spareplaner i skrivebordsskuffen. Selvom dagbladene som mediegruppe for annoncering går tilbage, mærker Information ikke krisen i samme grad, som de store spillere.

"Vi opretholder vores budgetter for annoncedelen, selvom det er blevet sværere at hente dem hjem. Vi går ikke upåvirket gennem verden, men vi tror det er muligt at nå det niveau vi har sat os for, hvilket er det samme som for sidste år, der var et rekordår. Vores holdning er, at vi har haft et uudnyttet potentiale på annoncesiden, derfor har vi brugt lang tid på at forklare mediebureauerne, at vi har mange velhavende læsere."

Bonnier Publications
Bonnier Publications adm. direktør Michael Cordsen, er fortsat optimist, når det gælder varigheden af krisen, som han skyder til højst et år. Det er dog længe nok til at kræve optimeringer og nye samarbejder.

"Jeg tror, at alle i mediebranchen har noteret sig, at tiderne ikke er de samme som for få måneder siden. Vores annonceafhængighed er jo væsentligt mindre end de fleste andres, men generelt kan vi se at forbrugsmønstrene efter oktober måned viser, at der er sket noget, det er ikke bare medierne, der har skabt krisestemningen."

"Vi får et lavere resultat end sidste år, men det er stadig krise på højt niveau og vi planlægger lanceringer af nye magasiner i både 2009 og 2010. Vi vil se på, hvordan vi kan optimere nogle arbejdsprocesser og udnyttelse af det redaktionelle indhold i samarbejde med Benjamin Media. Vi har ingen planer om nedskæringer, men holder hele tiden øje med, hvordan markedet udvikler sig. Personligt forventer jeg, at krisen driver over om et års tid," siger Michael Cordsen.

Mediehuset Ingeniøren
Selvom 2008 har været Ingeniørens bedste år nogensinde, vælger ledelsen at fyre medarbejdere på grund af finanskrise og et drastisk fald i stillingsannoncer. Men kun få medarbejdere vil blive berørt, siger chefredaktør og adm. direktør Arne Stenmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også