'Hjemmet' blandt årets tabere på 'Panik-dagen'

Lokalmedier og erhvervslivets tunge virksomheder måtte se langt efter interesserede journalistpraktikanter på 'Panik-dagen'.
Tine Brødegaard Hansen

Opdateret
Den såkaldte 'Panik-dag' fandt sted onsdag denne uge og matcher studerende med praktiksøgende arbejdsgivere.

23 journaliststuderende står fortsat uden praktikplads og 22 pladser mangler at blive besat fra landets tre journalistuddannelser på Danmarks Journalisthøjskole, Syddansk Universitet og Roskilde Universitetscenter siger praktikvejleder på Danmarks Journalisthøjskole, Pia Færing.

Kun lidt snyd og ros til Politiken og TV 2 for at tage sig tid til praktikantudvælgelsen er nogle af Pia Færings konklusioner.

"Jeg gad nok se et praktiksystem, der er så effektivt og hurtigt på så kort tid," siger Pia Færing om Panik-dagen.

Et medie risikerer karantæne
Trods tilbagevendende kritik af medierne for at lave forhåndsaftaler med udvalgte studerende, har det i år været småt med meldingerne om snyd.

"Jeg har ikke hørt mange rygter om snyd, det kan skyldes at de studerende ikke fortæller om det, men vi får minimum en sag i praktikudvalget, der kan ende i en karantænesag, fordi den er så dum og klodset."

Der falder også ros af til eftertragtede praktiksteder som TV 2 og Politiken fra Pia Færing.

TV 2 tog sig tid
"Jeg må rose TV 2 for at turde give sig selv tid i år. Det virkede som om, at de havde besluttet sig for at først ikke nødvendigvis er bedst. TV 2 Lorry plejer at være færdige kl. 8.05, men skrev først den sidste kontrakt under kl. 11 i år. Også TV 2 Nyhederne holdt igen, men fik dem de ville. Politiken tog i alt ti praktikanter, to mere end de havde planlagt. De brugte tiden til at finde de rette kvaliteter hos praktikansøgerne."

For et par år siden konstaterede Pia Færing, at der trods en overvægt af mandlige studerende på DJH på ca. 60/40, var en stærk overrepræsentation af mænd blandt de der ikke fik praktikplads.

I 2006 udgjorde mændene 37 ud af de i alt 41 studerende uden praktikpladser. I år udgør de seks ud af DJH's i alt otte studerende uden praktikplads.

Hellere kommunikation i København end lokalmedie
Det skyldes, at især de mandlige studerende går efter tv-sport og underholdning, hvilket i forvejen er eftertragtet.

For de studerende der ikke har fået en praktikplads, ser det ikke sort ud. Mange vælger alligevel at takke ja til en kommunikationsstilling et halvt års tid i København, frem for at ende på et skrivende lokalmedie i Jylland, siger Pia Færing. Derefter står de stærkere rustet til næste praktikrunde om et halvt år.

Andre tager orlov, studerer deres andetfag eller prøver praktik af i udlandet.

Listen over arbejdspladser der mangler praktikanter
Cap Gemini
CRN Computer Reseller News
Dansk Byggeri
Dansk Landbrugs Medier
Dansk Metal
DGI
Dagbladet Holstebro Struer
Dansk Arbejdsgiverforening
Danish Crown
Forbrugerstyrelsen
Hjemmet
Københavns Energi
Lolland Falster Folketidende
Rambøll
Region Syddanmark
Ringkøbing Amts Dagblad
TV Køge

Fakta
I alt 256 studerende skulle finde praktikplads. 23 af dem fandt ikke en, men de kan nå det endnu, da samtalerne fortsætter med arbejdsgiverne i disse dage.

DJH havde 148 studerende med hvoraf 108 fik den praktikplads de ville have, 31 fandt noget andet end førstevalgene og 9 har ikke har fået en plads endnu.

SDU havde 42 studerende med, 29 fik en af de steder de havde søgt, 8 har ikke fået en plads endnu.

RUC havde 66 studerende med, 52 fik hvad de havde søgt, 7 fandt noget andet end førstevalget og 7 har endnu ikke fået noget endnu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også