Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det står slemt til hos TV 2. Så slemt, at brugerbetaling er nødvendig, mener stationens ledelse.

Slet ikke, lyder modsvaret fra konkurrenterne. TV 2's råb om hjælp er for højt, mener bl.a. konkurrenten SBS, som anklager TV 2 for at overdramatisere sine problemer, der tillige er selvskabte på grund af et omfattende overforbrug.

Et er sikkert: Noget skal der ske. Trods en nylig opjustering til et mindre minus i 2008 kører TV 2 på andet år med minus, og gælden i virksomheden har udviklet sig eksplosivt.

I 2006 skyldte TV 2 236 mio. kr. og med udgangen af indeværende år har det tal taget et spring til 850 mio. kr. Det er vel at mærke i en virksomhed med en årlig omsætning på ca. 2 mia. kr.

Hænger ikke sammen
Det hænger ikke sammen, hvilket bestyrelsesformand Lars Liebst også er den første til at erkende. Og straks efter den erkendelse kan han så gå videre til et kig på driften, som heller ikke hænger sammen. TV 2's hovedkanal koster mere, end betalingskanalerne kan tjene hjem.

Problemerne opstår, når disse finansielle knaster skal løses. Med lånevillige banker er det en løsbar sag, men de smækkede tidligere på året lånekassen i, og så måtte TV 2 benytte sig af sin ejer, den danske stat, som gav det likviditetstrængte TV 2 midlertidigt kunstigt åndedræt i form af 500 akutte millioner.

De skal efter planen leveres tilbage til februar. Hvis det ikke sker, er det at sidestille med statsstøtte, og det er TV 2 ikke berettiget til på grund af sit ejerskab.

Den finansielle tumult, dønningerne fra det fallerede radioeventyr og en økonomisk kuldsejlet hovedkanal gjorde, at ledelsen måtte nedlægge flere end 200 stillinger for at spare 200 mio. kr.

Det er her, at Henrik Ravn fra SBS mener, at TV 2 måske skulle overveje at skære endnu mere for at få økonomien under kontrol, mens TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup, taler til sine politiske ejeres mave, når hun siger, at det vil gå ud over kvaliteten, hvis nye sparerunder skal realiseres.

Der er jo kun et begrænset antal administrative stillinger at spare væk, ræsonnerer hun.

Er der noget, politikerne ikke vil bryde sig om, er det miste indflydelsen på TV 2's liv, og kvalitetsforringelser er næsten lige så svære at sluge.

Ånd forsvinder
Netop det ejerskab er ifølge de fleste TV 2- og mediekendere skyld i mange af virksomhedens problemer. Politikernes iderigdom kender ingen grænser, når de skal udfærdige public servicekontrakter, og sådanne krav er dyre, når man kun må leve af at sælge reklamer.

Det gik sådan set fint nok, da der var højkonjunktur, og alt tilsyneladende kunne lade sig gøre. Det gik bl.a. så fint, at TV 2 under Boserups og Kronborgs ledelse i 2007 mente, at det var muligt at få annonceomsætningen til at vokse med 12 pct. i forhold til markedets 4 pct. I virkeligheden voksede TV 2's salg med 6 pct., hvilket jo var bedre end markedet, men alligevel langt under de udmeldte forventninger.

Det er den ånd, der nu er ved at forsvinde på TV 2. Alt kan ikke længere lade sig gøre, blot fordi navnet er TV 2.

Og man vidste allerede dengang, hvordan hovedkanalens situation ville udvikle sig. Det var faktisk selve begrundelsen for at lancere alle de nye søsterkanaler, som seerne skal betale for: For at gøre TV 2 mindre reklameafhængig var det nødvendigt at lede efter nye indtægter. Det skete med en perlerække af investeringer, men selv de gode af sådan nogle tager tid at tjene hjem, som f.eks. News og Sport.

Svipsere som TV 2 Radio kan til gengæld martre regnskabet i et ganske pænt stykke tid.

Sælge sendenet
For at nedbringe gælden forsøger man nu at overbevise politikerne om at sælge sin halvpart af mastenettet eller et af hovedsæderne. Og for at sikre driften rejser TV 2-ledelsen rundt til landets kulturpolitikere med det politisk uspiselige forslag om brugerbetaling.

På den måde vil TV 2 også kunne ruste sig til næste års digitalisering af tv-markedet. Den begivenhed imødeser hele branchen med stor spænding. Ingen ved præcist, hvad der sker, når husstande med stueantenne pludselig skal have en digital boks for at kunne se tv.

TV 2 vil uden tvivl miste nogle seere, da de i forvejen er at finde i alle danske hjem, mens kommercielle konkurrenter som TV 3 og Kanal 5 vil vinde større udbredelse og dermed flere seere.

Men også her mener konkurrenterne, at TV 2 maler et mørkere billede end nødvendigt. I hvert fald har man ikke ligefrem underspillet de mulige scenarier, når man taler om, at det vil betyde et enormt dyk i reklameindtægterne.

Kritikken går desuden på, at man glemmer at omtale de muligheder, som digitaliseringen betyder for TV 2's søsterkanaler, der kommer bredere ud og dermed kan tiltrække flere reklame- og abonnementskroner.

For eksempel er prisen for TV 2 Zulu for nylig sat 50 pct. op fra 10 til 15 kr. om måneden.

Bolden hos politikerne
Lige nu ligger bolden hos politikerne, der skal tygge på de scenarier, som TV 2 har præsenteret dem for. Forslagene skal ikke sluges, men der er ikke tid til en gennemtygning. Om en måned skal der ligge et forslag, der kan dokumentere TV 2's bæredygtighed som forretning.

Måske bliver det et kompromisforslag, hvor de prestigeløse master sælges fra for at nedbringe gælden, mens TV 2 må igennem endnu en sparerunde for at vise vilje og som en slags tak for velviljen.

Måske får TV 2-ledelsen held til at overbevise et politisk flertal om den ellers uspiselige brugerbetaling. I givet fald skal politikerne diske op med gode kovendingsargumenter over for befolkningen.

En helt anden mulighed er at lade TV 2 gå konkurs og så sælge konkursboet til en privat mediekoncern med sunde kommercielle kræfter, som DR's tidligere generaldirektør Christian Nissen foreslog det forleden.

På den måde slipper TV 2 af med sin gæld og tørrer den af på staten, mens konkurrenterne ikke kan anlægge nye konkurrenceretssager.

I hvert fald er de fleste iagttagere enige om, at TV 2 må ud af det kviksand, som det er, når man på den ene side har staten i ryggen og på den anden slås om reklamekronerne på det frie marked.

Det er i længden et uføre at færdes i.