Ulovlig sport på nettet vokser

Tv på nettet: Internettet flyder over af hjemmesider, der ulovligt livetransmitterer sportsbegivenheder uden om rettighedshaverne.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kender du fornemmelsen af at mangle lige nøjagtig den tv-kanal, der sender en vigtig fodboldlandskamp? Eller er du så sportsinteresseret, at du både vil se håndbold fra Spanien, amerikansk basketball og Caroline Wozniacki spille sig i diverse ATP-finaler verden over? Under alle omstændigheder er der ikke umiddelbart grund til bekymring.

Internettet er nemlig fuld af hjemmesider, der ganske gratis livetransmitterer stort set alt lige fra den danske superliga i fodbold til japansk ishockey eller indisk cricket. Bare begivenheden bliver sendt på tv, er den som udgangspunkt også at finde på nettet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også. Livetransmission eller streaming af sportsbegivenheder uden tilladelse fra rettighedshaverne er ulovligt og derfor i søgelyset hos blandt andet den internationale fodboldorganisation UEFA, der årligt bruger millioner af euro på at jage pirater, lukke ulovlige hjemmesider og retsforfølge bagmændene.

Den engelske virksomhed NetResult varetager overvågningen af de ulovlige hjemmesider for blandt andre UEFA og Premier League, og direktør Christopher Stokes beskriver problematikken således:

»Hvis man kan se kampene gratis på nettet, hvorfor skulle man så gide betale for at se de tv-kanaler, der reelt har rettighederne til at vise kampene? Hvis vi fører tankerækken helt til ende, så vil det jo i sidste ende komme til at betyde, at produktet mister sin værdi, og det går ud over både tv-kanalerne, rettighedshaverne og klubberne. Til sidst spørger fansene måske, hvorfor der ikke længere kommer gode spillere til deres klub, og svaret er så, at det er fordi, klubberne ikke har penge, fordi fansene ser holdets kampe på nettet,« siger han.

Christopher Stokes oplyser, at problemet er i voldsom vækst, og at flere end en mio. brugere af en livestreamet fodboldkamp ikke er noget særsyn. Han vurderer endvidere, at der i øjeblikket findes 2-300 hjemmesider, der ulovligt tilbyder sportsbegivenheder uden at være i besiddelse af de nødvendige rettigheder. Og at det er en kamp, der aldrig kan vindes.

»Jeg tror ikke, at vi nogensinde slipper af med det. Jeg plejer at sammenligne med, at uanset hvor mange politifolk man sender på gaden, så vil man aldrig komme kriminalitet fuldstændigt til livs. Men det kan dæmpes, og det synes jeg egentlig, at vi har fin succes med,« siger direktøren.

260 sider lukket
NetResult samarbejder i kampen mod internetpiraterne med virksomheden Team Management, der varetager rettighederne til Champions League og UEFA Cup for UEFA. Og salgsdirektør Thomas Schmidt fra Team Management fortæller, at den fælles indsats i den forgangne fodboldsæson resulterede i lukningen af ikke færre end 260 illegale hjemmesider.

»Det tal lyder måske af meget, men problemet er, at mange af siderne dukker op igen andre steder, og så begynder det hele forfra. Serveren er måske placeret i Rusland, medarbejderne sidder i Kina, og siden er registreret under en internetudbyder i Vietnam. Hvert sted er loven forskellig, hvilket besværliggør arbejdet med at lukke siden, og desuden flytter bagmændene tit aktiviteterne så hurtigt fra land til land, at de er umulige at få fat i. Der findes jo tusindvis af internetudbydere, de kan skifte rundt imellem,« siger han.

Ikke desto mindre lykkes det af og til at gennemføre retssager mod de bagmænd, som det lykkes piratjægerne at opspore. Og ifølge Thomas Schmidt fra Team Management er det absolut ikke for sjov for de implicerede.

»Vi har brug for retssager mod enkeltpersoner for at informere de ofte unge mennesker, der har med det her at gøre, at hvis de bliver retsforfulgt, vil det ødelægge deres liv. Det er jo milliardbeløb, som de i princippet stjæler fra rettighedshaverne,« siger han.

Den danske fokus
Også i Danmark er der fokus på problemet. MTG, der sammen med TV 2 Sport ejer rettighederne til superligaen i fodbold, rapporterer løbende overtrædelser videre til Team Management. Og sportschef Peter Nørlund forventer, at vi i fremtiden vil se retssager med astronomiske erstatningskrav.

»Vi har tidligere set musikbranchen sende nogle voldsomme beløb af sted, men jeg tror, det er pebernødder i forhold til, hvad vi vil se af erstatningskrav i forbindelse med sportsrettigheder i de kommende år,« siger han.

Også Divisionsforeningen er i øjeblikket i færd med at indsamle informationer og danne sig et erfaringsgrundlag om misbruget. Således oplyser formand Thomas Christensen, at Divisionsforeningen og superligaklubberne er i dialog omkring at angribe problemet i samlet flok.

Ulovligt tv på nettet
Live-streaming
Udtrykket dækker over overførsel og afspilning af multimedieindhold fra en server til en bruger uden behov for tids- og pladskrævende download.

Det betyder, at de fleste brugere vil kunne afspille indhold af streamede medier, mens de bliver sendt.

Med andre ord er det eksempelvis muligt at se en fodboldkamp live på internettet.

Ulovlige sider
Sider som www.myp2p.eu, www.justin.tv og www.surfthechannel.com udmærker sig ved enten at foretage livestreaming af sportsbegivenheder, linke til livestreaming af sportsbegivenheder eller at indeholde arkiver af tidligere kampe eller klip fra sportbegivenheder.

Alt sammen uden rettighedshavernes tilladelse, hvilket gør fremgangsmåden ulovlig.

Konstruktionen af siderne varierer. Nogle kræver betaling for ydelserne, mens andre lever af reklamer eller udbud af spil.

Endeligt findes der bagmænd, der ifølge NetResult og Team Management leverer ydelserne for sjov eller af ren og skær interesse for at udvikle teknologien bag streaming og peer to peer-fildeling.

Piratjægernes job
Den engelske virksomhed NetResult har ved hver spillerunde i Champions League syv-otte medarbejdere beskæftiget med at overvåge ulovlige streaming-aktiviteter på nettet.

NetResult, Team Management og i sidste ende UEFA bruger hvert år millionbeløb i euro på at bekæmpe pirateriet, lukke hjemmesider og retsforfølge bagmænd.

NetResult vurderer, at der i øjeblikket findes 2-300 hjemmesider, der tilbyder ulovlig livestreaming af sportsbegivenheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også