Per Lyngby: Kannibalisering er ok

Nordjyske Medier var det første mediehus, der satsede på flermedialitet. Det har givet en langt større dækningsgrad end tidligere - men indtjeningen halter stadig efter.
Laura Bøge Mortensen

I 1997 blev Per Lyngby ansat som chefredaktør og direktør for Nordjyske Medier. Sammen med blandt andet nuværende chefredaktør, Lars Jespersen og Ulrik Haagerup (i dag nyhedschef, DR) var han med til at gøre medievirksomheden til forgangsbillede inden for medieintegration.

Avisen falmer
I 2001 dækkede Nordjyske Stifttidende 48 procent af alle nordjyder dagligt. I dag dækker avisen 40 procent. Samtidig er nettet boomet med en omsætningsvækst på over 100 procent det seneste år. Hver dag er mediehuset i kontakt med 90 procent af nordjyderne, og mange af dem kommer fra nettet. På trods af den stærke position på web, så falmer virksomhedens bedste forretning, avisen, langsomt, og de faldende avislæsertal er noget, som Per Lyngby går meget op i. Forretningsmodellen på papir er nemlig unik og umulig at efterligne på de andre platforme.

”Vi omsætter for cirka 200 millioner kroner på bladsalg. Det er ikke noget, vi bare samler op. Det er den store udfordring. Jeg har ikke nogen enkel løsning”, siger Per Lyngby, der ofte hører påstanden om, at de nye investeringer er skyld i avisens faldende indtjening.

"Der er tit nogle, der siger: I kannibaliserer jer selv, men jeg vil hellere være i familie med en kannibal end ikke at være det. Kannibalisering er at anerkende. Og jeg er glad for, at vi ikke kun har et dagblad at falde tilbage på," siger han.

Mange bække små
Løsningen går på, at pengene skal hentes hjem ’i mange bække små’. Per Lyngbys store udfordring er at finde ud af, hvordan man kan få brugerne til at betale for medieindhold.

”Indhold på nettet er ikke gratis, og det bliver det heller ikke. Man kan godt opbygge forretningsmodeller, så man tjener penge ud over bannerannoncer. Det ser vi som en mulighed, men det er ikke et udtryk for, at vi slår bommen ned og siger ha ha, nu koster det penge”, siger han.

24 Nordjyske – en god forretning
Selvom forretningsmodellen for avisen er unik, er Per Lyngby også meget glad for tv-kanalen 24 Nordjyske, fordi den både er baseret på brugerbetaling og reklamer. Kanalen har et seertal på over 100.000 om dagen, og i forhold til at det er en sekundær regional kanal, er Per Lyngby rigtig godt tilfreds.

Selv zapper han over på kanalen flere gange om dagen - for eksempel, når der er breaks på de andre kanaler.

I det hele taget er Per Lyngby meget stolt af tv-kanalen, og spørger man ham om, hvad der har været det bedste ved hele omlægningen, går der ikke lang tid, før han igen taler om 24 Nordjyske med sloganet "Tv – når du har tid".

"Den blev et konkret symbol på, at vi integrerede medier, og hele effekten af at have et tv-studie midt i huset virkede enormt godt. Lige pludselig blev journalister genkendt på gaden, og det virkede godt på vores brand," siger han.

Bedre regnskab for 2008
Selvom den økonomiske krise heller ikke pynter på situationen i Nordjylland, ekspanderer Nordjyske Medier stadig. Samtidig kommer regnskabet for 2008 til at se pænt ud, afslører Per Lyngby. 2006 var ikke et godt år, fordi virksomheden ekspanderede uden at øge overskuddet. Ved at føre nærmere tilsyn med de enkelte initiativer og rette fokus med indtjening, fik Per Lyngby ændret de røde tal, og siden da er det altså gået bedre.

Beslutningen om at sætte gang i gratisavisen Centrum, dengang da alle andre også investerede i gratisaviser, fortryder han ikke, selvom det har kostet.

”Vi satsede ud fra et ræsonnement om, at vi kunne risikere at miste annoncemarkedet. Frem for at miste, blev vi klar over at det skulle være os, som tilbød den salgskanal til annoncørerne i Nordjylland. I forhold til hvad det har kostet at bevæge os ud i gratisaviserne, og hvad det havde kostet, hvis ikke vi gjorde det, så tror jeg, at det er det samme, men vi har til gengæld fastholdt vores position,” siger Per Lyngby.

Fremtidens forretningsmodel
Men tilbage til fremtiden og spørgsmålet om finansieringen. Som sagt har Per Lyngby ikke helt konkrete løsninger, men på en eller anden måde skal Nordjyske Medier kunne tilbyde specielt sammensatte produkter til kunderne. Folk bruger medierne på vidt forskellige måder. Derfor er det vigtigt, at medierne i fremtiden kan servicere dem med produkter, som passer til deres behov. Første skridt er at lære kunderne bedre at kende. Herefter kan man skabe produkter, som er unikke og attraktive. Produkter, som kunderne vil betale for, forklarer Per Lyngby.

Hvis Per Lyngby fik en pose penge til at starte en medievirksomhed fra bunden i dag, ville han arbejde ud fra samme slags model.

”Jeg ville starte med at sige: hvad skal der til? Hvordan kan jeg skabe kundegrundlag? Jeg skal finde ud af, hvad de gerne vil have, og der ikke to, der er ens. Derfor må jeg opbygge min organisation, så jeg kan imødekomme de forskellige behov. Distribution, fortælleformer, platforme og emner. Når jeg har viden, opbygget relationer og kan levere, så kan jeg tilbyde nogen at komme i kontakt med dem,” siger Per Lyngby.

Men eftersom Per Lyngby ikke skal starte en medievirksomhed op fra bunden, men derimod fortsætte med at drive en stor en af slagsen videre, er det dét, han arbejder hårdt på.

”Da jeg kom 1997 var Nordjyske Medier allerede en stærk virksomhed. Vi har et godt udgangspunkt, og vi kan ikke tillade os ikke at gøre det nogenlunde.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også